En dyb brummen flænser nattens stilhed.
Over et villakvarter svæver en mystisk drone, der får folk til at kigge op fra sofaer og haver.

Netop den slags scener er den seneste tid blevet virkelighed i Danmark, hvor droner er fløjet over særligt lufthavne, havne og militæranlæg.
Og så melder spørgsmålet sig: Hvem hænger på regningen, hvis en drone styrter ned og rammer dit hus, din bil – eller dig selv?
Både Tryg og Gjensidige bekræfter overfor B.T., at danskerne i udgangspunktet er dækket – dog med særlige undtagelser.
Går taget på huset i stykker, træder husforsikringen til. Bliver bilen ramt, er det kaskoforsikringen. Kommer du selv til skade, kan ulykkesforsikringen dække.
Og ejer du en drone, sørger den lovpligtige droneforsikring for, at du ikke hænger på regningen, hvis din egen drone gør skade på andre.
MEN... der er altid et men
Når det gælder fremmede droner, er billedet noget mere broget ud.
Bliver en drone skudt ned af myndighederne og rammer dit hus eller din bil, kan forsikringen dække – men kun så længe skaden vurderes som uforudset.
Hvis det derimod skyldes 'krig eller krigslignende handlinger,' dækker din forsikring ikke.
Brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskabernes (F&P) understreger, at det i sidste ende er et politisk spørgsmål, om der tale om krig eller krigslignende handlinger.
»Det kan vi ikke sige helt klart, men det må en minister melde ud. Vi har ingen fortilfælde,« forklarer forsikringsrådgiver Anne Garde Slothuus.
'Det er en hybridkrig'
Statsminister Mette Frederiksen (S) har de seneste dage udtalt, at Danmark er i hybridkrig med Rusland – ikke mindst på grund af de gentagne krænkelser af dansk og europæisk luftrum.
Men når statsministeren bruger netop ordet 'krig' – betyder det så, at forsikringsselskaberne kan afvise at dække skader, hvis en drone styrter ned?
Det spørgsmål har B.T. stillet erhvervsminister Morten Bødskov (S), som har ansvaret for forsikringsområdet.
»Vi lever i en ny virkelighed. Regeringen og myndighederne har lige nu én altoverskyggende opgave, som er at passe på Danmark,« indleder han sit skriftlige svar og tilføjer:
»Vi har en krigsforsikringsordning, som vil blive aktiveret af regeringen, hvis det er relevant. Den dækker skader på fast ejendom og løsøre i tilfælde af krig eller krigslignende tilstand.«
Ministeren tilføjer, at han 'vil vil se på ordningen i forhold til, om der er ting, der skal skrues på.'
Hvad det konkret betyder, uddyber han ikke i sit skriftlige svar.