Det var en nyhed, der fik danske madelskere til tasterne. Hakket kyllinge- og oksekød blandet sammen. Hvad er nu det for noget?
B.T. har talt med Salling Group for at forstå, præcist hvorfor de har kastet sig i ud i at sælge denne nye opfindelse. Og hvilke retter man overhovedet kan bruge den til.
Man kunne jo godt få tanken, at I forsøgte at ramme den målgruppe, hvor oksekød er en stor del af deres madlavningsvaner, men tror I overhovedet, dette produkt ville blive succes hos dem?
»Det er ikke sikkert. Det skal vi finde ud af, men nu er kød jo også noget, rigtig mange bruger, og det er derfor et produkt, vi håber vil appellere bredt.«
Sådan lyder det fra Jacob Krogsgaard, der er pressechef hos Salling Group, som har kæderne Netto, Føtex og Bilka. Han har indvilget i at svare på alle de spørgsmål, der er dukket op – ikke mindst hos forbrugerne – siden nyheden om det nye kødprodukt kom ud.
»Vi har sidestillet det med hakket kalv og flæsk, som er et meget populært produkt. Og dertil vil jeg også sige, at det er jo ikke noget, vi trækker ned over hovedet på folk. Vi har stadig almindelig hakket oksekød.«
Hvilke retter mener I, man kan bruge det her produkt til?
»Det er jo tænkt som et alternativ til oksekød, så det kan man tage som udgangspunkt. Om det så er kødsaucen eller i de mexicanske pandekager, man vil bruge det, skal jeg ikke gøre mig til herre over,« siger Jacob Krogsgaard.
»Det er dog vigtigt at have for øje, at hvis man kan lide en hakkebøf, som er lidt rød indeni, skal man gå efter oksekød. For der er anbefalinger, man skal være opmærksom på, når man tilbereder kyllingekød.«
Der har været en ret kraftig reaktion på nyheden om det her produkt, hvoraf en del er skeptiske. Hvad synes I om den?
»Jeg tror egentlig ikke, det overrasker os. Jeg studsede faktisk selv lidt, men de fleste, der har set og smagt det, er positive. Jeg kan også selv sige god for kødet. Det smager faktisk glimrende,« siger pressechefen.
Hvorfor overhovedet lave sådan et produkt. Folk kan vel selv blande kød, hvis de ønsker det?
»I første omgang var det dels for at tilgodese et ønske fra forbrugerne om at få kød til et billigere prispunkt. Dernæst så er det også en anbefaling fra Fødevarestyrelsen om, at vi skal spise mindre rødt kød. Desuden er der jo nogen, der skal få ideen til at fusionere kødet. Det tror jeg ikke, der er så mange, der ville have tænkt på inden lanceringen,« siger Jacob Krogsgaard.
B.T. har også spurgt til hvilke udskæringer, der er i pakkerne, og om der er tilsat noget for at forbedre produktet udover kyllinge- og oksekød, hvortil Jacob Krogsgaard har eftersendt svar:
»Produktet består af oksesmåkød, tilsvarende hvad der anvendes i øvrige hakket køds varianter og i overensstemmelse med de krav, der gælder for råvarer til hakket kød. Okseråvaren er mellem 10 og 20 procent fedt. For kylling anvendes udbenede overlår uden skind, ligeledes tilsvarende den råvare der anvendes i hakket kylling.«
Desuden oplyser pressechefen, at der ikke alene er hakket kyllinge- og oksekød i pakken. Der er nemlig også kommet to procent løgpulver i.
