Mandagen bliver en dyr dag for ejere af elbiler. 

Faktisk bliver det flere steder dyrere at oplade en elbil end at tanke en bil med diesel.

Ilyas Dogru er forbrugerøkonom i FDM. Foto: Bax Lindhardt

Det oplyser Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM.

»Med dagens balance skal elpriserne være over 4,57 kroner per kWh, før det er billigere at tanke diesel end el,« siger han.

Og han nævner, at det eksempelvis vil være dyrere at oplade elbilen end tanke diesel i københavnsområdet fra klokken 15 til klokken 21. 

Ifølge Ilyas Dogru er strømprisen ikke set dyrere i fire år. 

»Vi skal helt tilbage til 2022, hvor vi havde lignende situation,« siger forbrugerøkonomen.

Især mellem klokken 17 og 18 skal du være obs på ikke at sætte elbilen til opladning, starte vaskemaskinen, tørretumbleren eller lignende.

Her topper elprisen på henholdsvis seks kroner og 6,03 kroner per kWh i Vest- og Østdanmark.

Mandagens vilde priser for strøm kommer i kølvandet på, at oktober har været den dyreste måned nogensinde for elkunder. Læs mere HER.