Danskerne kan se frem til en lavere elregning.
Fra 1. april skifter landets netselskaber til sommertariffer, og det gør det billigere at få transporteret strøm gennem elnettet og hjem til stikkontakterne.
Det skriver NRGi i en pressemeddelelse.
Bo Halm Andersen, der er energikonsulent, siger:
»Når vi skifter fra vinter- til de lavere sommertariffer, er det noget, alle elkunder får glæde af. Om vinteren bruger vi mere strøm, og det lægger ekstra pres på elnettet. Derfor er det også dyrere at få strømmen frem.«
»Når vi går ind i sommerhalvåret, falder forbruget igen, og så falder tarifferne også. Derfor kan mange husstande nu se frem til en lavere elregning.«
Overgangen til sommertarifferne kommer kun få måneder efter en markant ændring i elafgiften. Den 1. januar 2026 blev elafgiften således sat ned fra 90 øre til 1 øre pr. kWh inkl. moms.
For en gennemsnitlig husstand med et årligt elforbrug på 4.000 kWh betyder afgiftsnedsættelsen, ifølge NRGi, en besparelse på omkring 3.600 kroner om året inkl. moms.
Men ifølge energikonsulenten fra NRGi kan der være flere penge at spare, hvis man holder øje med strømprisen og flytter sit forbrug til de timer, hvor prisen er lav.
