Elkunder kan se frem til et halvår med lavere elregninger.
Fra 1. april skifter landets netselskaber til sommertariffer, hvilket gør det billigere for selskaberne at få transporteret strøm fra elnettet og ud til forbrugerne.
Det skriver flere af landets elselskaber i pressemeddelelser.
Sommerhalvåret er lig med flere lyser timer og derfor et lavere strømforbrug, og det sænker prisen på nettarifferne.
Nettarifferne er inddelt i tidszoner over døgnet, hvor priserne er højest i aftentimerne og lavest om natten.
Det kan betyde, at flere kunder kan se frem til en halvering af prisen i de dyreste timer på døgnet.
Det er blandt andre selskaberne Norlys og NRGI, som skriver om de kommende prisfald per kilowatt-time.
Netselskabet Konstant, der er en del af NRGI-koncernen, melder om et fald fra 68,11 øre per kilowatt-time til 29,51 øre per kilowatt-time fra klokken 17 til 21.
Tidsperioden bliver også omtalt som "den såkaldte kogespids", hvor belastningen er størst, hvor priserne derfor er på sit højeste.
Elselskabet N1, - en del af Norlys - der forsyner mere end 815.000 elforbrugere skriver, at deres vintertarif overgår fra 99 øre per kilowatt-time til sommertariffen, som falder til 43 øre per kilowatt-time.
Ifølge NRGI betyder overgangen til sommertariffen, at der er ydeligere penge at spare for el-kunderne.
Overgangen til sommertarifferne kommer nemlig i kølvandet på, at el-afgiften er blevet ændret.
Fra 1. januar 2026 blev el-afgiften sat ned fra 90 øre til 1 øre per kilowatt-time.
Det betyder afgiftsnedsættelsen er en besparelse på 3600 kroner årligt, for en gennemsnitlig hustand, der har et årligt elforbrug på 4000 kilowatt-time, skriver selskabet.
/ritzau/
