Gasfyr-ejeren Alis frygter dyr vinter: 'Jeg må spare på maden'
Alis Birgitte Schmidt på 74 år går og tænker på, hvordan hun kan spare på pengene den her vinter, da priserne for gas ventes at stige endnu mere.

Alis Birgitte Schmidt på 74 år går og tænker på, hvordan hun kan spare på pengene den her vinter, da priserne for gas ventes at stige endnu mere.

»Det kan jo ende med, at jeg ikke en gang kan købe en lille kage hos bageren og kun kan købe mad på tilbud.«
Ordene kommer fra Alis Birgitte Schmidt på 74 år.
Hun har et gasfyr i sit hus i Faaborg på Sydfyn, og hun frygter en ny vinter på niveau med 2022, hvor de høje energipriser sendte ekstra regninger ud til mange danske familier.
»Det sted jeg bor, er der ikke mulighed for at få fjernvarme, og jeg har ikke råd til at investere i en dyr varmepumpe,« siger pensionisten og tilføjer:
»Jeg bliver nødt til at beholde mit gasfyr, selvom priserne er steget meget, og åbenbart står prisen for gas til at blive endnu højere den kommende vinter.«
'Vi er bekymrede'
Og Alis Birgitte Schmidt er langt fra ene om at frygte en meget dyr vinter.

Selvom prognoserne er forbundet med en vis usikkerhed, så er et kvalificeret skøn, at en almindelig dansk husstand med gas som primær varmekilde formentlig vil ende med en samlet varmeregning for den kommende vinter, der er mellem to og tre gange højere end sidste vinter.
Verdensmarkedsprisen på gas er ifølge Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet steget med over 170 procent fra februar til september i år.
Årsagen er en kombination af tømte gaslagre efter ekstrem kulde, geopolitiske spændinger og forsyningsforstyrrelser.
Og til vinter forventes priserne at stige endnu mere, fordi forbruget af gas bliver større på grund af de koldere temperaturer, og konflikterne i udlandet jo ikke er løsnet op.
»Når vi kigger ned i prognoserne, er det især vinterens gaspriser og de cirka 250.000 danske husstande, der har gas som primær varmekilde, vi er bekymrede for,« lød det i sidste uge fra Marlene Holmgaard Fris, der er administrerende direktør i Andel Energi, til B.T.
Hun har også oplyst, at salget af varmepumper, der er et både billigt og klimavenligt alternativ til opvarmning med gas, steg med 430 procent den her sommer sammenlignet med samme periode sidste år.
'Jeg må spare på maden'
Men Alis Birgitte Schmidt har altså ikke råd til at investere i anden varmekilde end gasfyret, og nu frygter hun altså vinterens priser for gas.
»Jeg må spare på maden, og så må jeg sørge for at gå i mine varme sutsko og have striktrøje på,« siger hun.
Følg dækningen af de stigende priser i B.T.-LIVE.