Forbrugerøkonom giver alle børnebørn samme gave: 'Lev med det'
Den kendte forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen og hendes mand giver alle syv børnebørn præcis det samme beløb i konfirmationsgave.

Den kendte forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen og hendes mand giver alle syv børnebørn præcis det samme beløb i konfirmationsgave.


Den kendte forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen og hendes mand tog for 12 år siden en beslutning.
De syv børnebørn i deres sammenbragte familie får præcis samme beløb i konfirmationsgave.
»Det ældste barnebarn fik 5.000 kroner i gave til konfirmationen, og det beløb har vi holdt fast i siden som en regel,« siger hun.
Her i foråret er netop konfirmationsfesterne en af de store begivenheder for rigtig mange danskere.
Der holdes alt fra vilde pengefester, hvor konfirmanderne får mange tusinde kroner, til fester, hvor det er nødvendigt at holde igen med de alt for store gavebeløb.
Forventningen til gaverne er noget, der fylder meget i tankerne hos mange kommende konfirmander.
Og hos gæsterne er størrelsen på gavebeløbet for mange noget, der kan give hovedpine.
Giver vi nu markant mere eller mindre, end de andre gæster gør? Og lever vores gave op til konfirmandens forventninger?
Ann Lehmann Erichsen forklarer, at det netop er for at undgå spekulationer og eventuel misundelse, at alle syv børnebørn får 5.000 kroner i konfirmationsgave.
»Når der er så mange børnebørn, ville de hurtigt kunne komme til at holde øje med, hvad hinanden får i konfirmationsgave. Vi synes, det er bedre, der er en regel om, hvad alle får, « siger hun.
'Man skal give af hjertet'
Er det sådan, I snakker med de andre bedsteforældre om, hvad I giver i gave til konfirmationen?
»Nej, jeg aner ikke, hvad de giver, og det interesserer mig ikke. Vi har altid været helt åbne om, hvad vi giver, og det gør ikke nogen forskel på gavens størrelse, hvad de andre giver,« siger Ann Lehmann Erichsen og fortsætter:
»Man skal give af hjertet, eller hvad man har råd til. Det er jo dine penge, og man bestemmer selv over dem.«
Ann Lehmann Erichsen mener også, at det er vigtigt at lade det være op til konfirmanden at oplyse, hvad de får.
»Vi har valgt, at de får det samme beløb, og derfor er vi åbne om det. Men vi vil ikke blande os i, hvad andre giver, og det må være helt op til konfirmanden at fortælle det,« siger hun.
'Lev med det'
Forbrugerøkonomen kan dog godt se, at 5.000 kroner ikke helt er det samme værd om et par år, hvor det yngste barnebarn skal konfirmeres, som i 2014, hvor det ældste barnebarn modtog præstens ord.
»Der er ikke inflation i gavebeløb. Man kan sige, at de nominelt får det samme, men værdien er ikke det samme,« siger hun og tilføjer:
»Sådan er det. Lev med det.«
Ann Lehmann Erichsen fik i marts besked om, at hun er fyret fra sit arbejde i AL Sydbank. Læs mere HER.