Det er december og udover jul, hygge og ingen sne, så er det også lig med glohede betalingskort hos de fleste.

En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland bekræfter ganske rigtigt, at mange danskere finder det svært at få pengene til at række i årets sidste måned.

Således svarer fire ud af ti danskere, at de i nogen, høj eller meget høj grad synes, det er svært at få råd til årets julegaver.

Og selvom fagchef for betalingskort i Sparekassen Kronjylland, Jan Mågård, ser en logisk forklaring på svarerne, så giver det ham også bekymrede panderynker.

»Sidste år var perioden fra midten af december og til midten af januar den periode på året, hvor vores kunder havde allermest overtræk på kontoen.

»Jeg er derfor ikke overrasket over, at flere synes, det er svært at få råd til julegaverne. Men jeg må indrømme, at jeg er bekymret over, at andelen er så høj,« siger bankchefen.

Han forklarer, at det er helt naturligt, at december er en dyr måned, fordi både jul og nytår som regel kaster større udgifter af sig, mens det oven i hatten falder oveni boligejernes kvartalsvise betaling til realkreditlån.

»Det er en cocktail, der kan gøre ondt på pengepungen,« siger han.

»Generelt er vi danskere gode til at spare op, men her er måske et område, hvor vi kunne blive bedre, så de mange udgifter sidst på året ikke kommer bag på os,« tilføjer han.

Undersøgelsen er foretaget blandt 1.008 respondenter i 2025.