Flere og flere danskere nyder at tage flyveren væk fra regnen og de køligere temperaturer uden for højsæsonen. 

Rejseselskabet TUI har solgt 26 procent flere rejser i maj, august og september sammenlignet med sidste år.

»Der kan ofte være en del penge at spare uden for højsæsonen,« siger Mikkel Hansen, der er kommunikationschef hos TUI.

Helt konkret har TUI solgt 14 procent flere rejser til maj, 41 procent flere rejser til august og 37 procent flere rejser i september, end de gjorde sidste år. 

'En kold skulder til højsæsonen'
Rejseselskabet Apollo har også gjort op, hvad der ser ud til at hitte i år.

»En trend for 2024 er blandt andet, at flere ser ud til at give den traditionelle højsæson en kold skulder for i stedet at rejse i perioden uden for højsæsonen, som i vores fagsprog kaldes 'skuldersæsoner',« siger Glenn Bisgaard, der er salgsdirektør hos Apollo.

Han fortæller, at det ikke kun handler om, at rejserne er billigere uden for højsæsonen.

»I skuldersæsonen er priserne ofte bedre og pladsen mindre trang på blandt andet hotellerne, byens restauranter og ved de forskellige seværdigheder,« siger han.