B.T. og landets bedste økonomiske eksperter giver gratis, konkrete råd til alle, der ønsker at træffe bedre økonomiske valg i deres liv.
I det nyeste afsnit af podcasten Spar Kassen deler chefanalytiker hos Danske Bank, Louise Aggerstrøm Hansen, sine råd om den famøse årsopgørelse.
»Dagen føles lidt som juleaften – sjovt for nogle, men også skræmmende for andre,« siger hun om det tidspunkt, hvor Skat åbner slusen op til årsopgørelsen.
Tal fra Skatteguiden, som er et estimat, viser, at 74 procent af danskerne får penge tilbage, mens 26 procent står over for røde tal, og i gennemsnit skal have 6.711 kroner op af lommen.
Men der er råd at hente.
Chefanalytikeren forklarer, at særligt seks fradrag kan være en redning, som du kan høre uddybet i podcasten herunder.
Hvis tallene stadig er røde, selv efter hendes tips og vejledning, har hun ét ekstra råd:
»Se at få betalt, hvis ikke du ligefrem skal ud og tage kviklån for at betale restskatten.«
Skattekontoret lægger nemlig en rente på 5,3 procent på den skyldte skat, og det kan hurtigt blive dyrt, påpeger hun.
Skat er derimod mindre gavmild, når det kommer til renter på de penge, man har betalt for meget.
I snit får danskerne 7.300 kroner tilbage ifølge Skatteguidens estimat, men i virkeligheden bør man sikre sig, at man rammer den lige i øjet og slet ikke skal have penge tilbage i skat.
»Det er meget menneskeligt at have en aversion mod tab, for det er mere nederen at skulle have penge op af lommen, end det er rart at få for mange,« siger hun.
Men der findes langt smartere måder at få mest muligt ud af sine skattepenge, end at have dem til at stå ved Skat, understreger Louise Aggerstrøm Hansen.
Alt det og meget mere sætter eksperten ord på i seneste afsnit af Spar Kassen, hvor hun også deler, hvordan hun konkret ville bruge sin overskydende skat.
Lyt til hele podcasten på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: