Elselskabet Grøn Elforsyning har uden samtykke ringet til flere forbrugere og derudover vildledt en del af forbrugerne under telefonsamtalerne.
Det vurderer Forbrugerombudsmanden, som har politianmeldt elselskabet for at have overtrådt markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven.
Selskabet har kontaktet 27 forbrugere uden deres samtykke og overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledning over for 17 af dem, vurderer Forbrugerombudsmanden.
Sagen vedrører 27 personer, der har klaget til Forbrugerombudsmanden over opkald fra Grøn Elforsyning med henblik på at indgå en elaftale.
»Grøn Elforsyning har kontaktet forbrugere telefonisk uden at have et gyldigt samtykke. Tilmed har virksomhedens telefonsælgere vildledt de potentielle kunder med usandfærdige påstande for at få dem til at skifte elselskab,« siger Torben Jensen, der er Forbrugerombudsmand.
Opkaldene er foregået i perioden 27. oktober 2022 til 18. juli 2024, og forbrugerne har oplyst, at de ikke har givet samtykke til at blive kontaktet.
Efter Forbrugerombudsmandens vurdering har Grøn Elforsyning ikke dokumenteret, at forbrugerne havde givet et gyldigt samtykke til de telefoniske henvendelser.
»Når virksomheder indhenter samtykke fra forbrugerne til at kontakte dem, så er der en række krav, de skal opfylde, før samtykket er gyldigt. Blandt andet skal det det fremgå klart og tydeligt for forbrugeren, at de accepterer at blive kontaktet, og forbrugeren skal aktivt sige ja,« siger Torben Jensen.
Derudover har 17 af forbrugerne oplyst i deres klager, at telefonsælgerne fra Grøn Elforsyning vildledte forbrugerne ved bl.a. at komme med urigtige oplysninger.
Forbrugerombudsmanden oplyser, at der fortsat modtages klager over Grøn Elforsyning, og det kan derfor vise sig nødvendigt også at politianmelde selskabet for disse nye forhold.
B.T. har siden torsdag morgen forsøgt at få en kommentar fra Grøn Elforsyning, men selskabet er ikke vendt tilbage.