Elpris amok: Steget med 60 procent
For en familie med elbil svarer stigningen til omkring 1.000 kroner ekstra alene for strømmen.

For en familie med elbil svarer stigningen til omkring 1.000 kroner ekstra alene for strømmen.

Mange danskere er holdt op med at følge elprisen tæt.
Men det er dumt.
Det skriver Min Strøm i en pressemeddelelse.
En ny analyse viser, at den danske spotpris på el er steget med 60 procent fra 1. maj til 26. august sammenlignet med samme periode sidste år.
For en familie med elbil svarer stigningen til omkring 1.000 kroner ekstra alene for strømmen.
Spotprisen er den pris, strømmen forhandles til på den nordiske børs efter udbud og efterspørgsel time for time.
Den gennemsnitlige danske spotpris steg fra 51,1 øre per kilowatt-time i perioden 1. maj til 26. august 2025 til 81,5 øre i samme periode i 2026.
Anne Lundov, der er medstifter af Min Strøm, siger:
»Mange danskere tror måske, at energikrisen er overstået, og at de ikke længere behøver holde så meget øje med elprisen. Men tallene fortæller en anden historie. Strømmen er blevet markant dyrere end sidste sommer, og priserne svinger fortsat voldsomt fra time til time.«
Prisstigningen har været særlig voldsom i juni og august.
I juni steg den gennemsnitlige spotpris på tværs af Danmark med 90 % sammenlignet med juni 2025. Fra 1. til 26. august har prisen været 85 % højere end i den tilsvarende periode sidste år.
En væsentlig årsag til højere priser er konflikten i Hormuzstrædet, der har forstyrret den internationale handel med flydende naturgas, LNG. Ifølge Det Internationale Energiagentur har forstyrrelserne midlertidigt berørt næsten 20 % af verdens LNG-forsyning og sendt de europæiske gaspriser markant op.
Opfordringen til danskerne fra Anne Lundov er klar:
»Første skridt er ganske enkelt at følge med i elprisen. Det næste er at flytte det forbrug, man faktisk kan flytte. Det gælder især opladning af elbilen, men også opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler.«
»Man kan ikke styre gasprisen, vejret eller geopolitisk uro i verden, men man kan i nogen grad styre, hvornår man bruger sin strøm.«