Torsdag aften rammer elpriserne det højeste niveau i lang tid.

Klokken 19 lyder den rene elpris på 3,5 kroner per kilowatt-time i både Øst- og Vestdanmark, skriver energiselskabet Norlys i en pressemeddelelse.

Det er den højeste timepris siden slutningen af juni, lyder det.

Også på Andel Energis hjemmeside kan man se, at den rene elpris skyder i vejret klokken 19.

Den rene elpris er prisen på strøm uden skat, afgift og andre udgifter.

Ifølge Ellen Trolle, der er energidirektør i Norlys, skyldes de høje priser blandt andet lav produktion fra vindmøller.

- Når vinden ikke blæser, og solen er væk, er vi afhængige af de gasfyrede kraftværker, og lige nu er prisen på naturgas historisk høj som følge af den tilspidsede situation omkring Hormuz-strædet, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Den høje pris fortsætter i aftentimerne frem til klokken 21, hvor den vil aftage, skriver Norlys.

Prisstigningen i aftentimerne skyldes, at forbruget stiger i disse timer, hvor flere kommer hjem fra arbejde og eksempelvis laver mad eller vasker tøj.

Overordnet set er september startet dyrt for danske elkunder.

Den gennemsnitlige elpris ligger indtil videre højere end i august, som var den dyreste måned siden december 2022, skriver Norlys.

- Det er de samme faktorer, som sendte augustpriserne i vejret, der fortsat præger elmarkedet, og særligt gasprisen er fortsat med at kravle opad, udtaler Ellen Trolle.

I starten af september nåede gasprisen sit højeste niveau i næsten fire år.

På den hollandske gasbørs TTF blev gas i starten af september handlet til omkring 73 euro per megawatttime. Til sammenligning har prisen primært ligget på mellem cirka 25 og 55 euro de seneste år.

En stor del af forklaringen på de høje gaspriser handler om krigen i Mellemøsten, har Kristian Poulsen, der er chefkonsulent hos Green Power Denmark, tidligere udtalt til Ritzau.

RITZAU