Det kan godt være, at våbenhvilen i Mellemøsten er skrøbelig, men at den overhovedet er kommet i stand, kan straks aflæses på tankstationen.
Det fremgår af de opdaterede tal fra FDM.
Den faldende oliepris har gjort, at diesel er faldet en hel krone. Den koster således torsdag 17,49 kroner for en liter mod 18,49 kroner onsdag.
Benzin er faldet 30 øre per liter, så den torsdag koster 15,89 kroner mod 16,19 onsdag.
Prisfaldet kan dog ligne en stakket frist, da der ikke kommer meget råolie gennem Hormuzstrædet.
Det siger Tom Kloza, der er den øverste energirådgiver i det amerikanske olieselskab Gulf Oil til CNN.
»Der er ingen indikation på, at strædet vil genåbne, og det virker som en skrøbelig våbenhvile,« siger Tom Kloza.
»Det ser ud til, at der går uger, før vi ser en genopretning på bare 50 eller 70 procent af den normale trafik i Hormuzstrædet, som vi er afhængige af.«
