Skatte- og velfærdsminister Jakob Engel-Schmidt (M) laver nu en undersøgelse af prisen for, at den såkaldte 'gakgak-gæld' til Skat bliver droppet. 

B.T. har i mere end to måneder afdækket, hvordan borgere får trukket meget små gældsbeløb fra de penge, de skulle have tilbage fra Skat. 

I de seneste fem år har 19.400 borgere fået trukket under 1 krone i den skat, de skulle have tilbage.

Eksempelvis blev Birgitte Nymann målløs over, at Gældsstyrelsen har afgjort, at der skal indkræves 58 øre af de penge, hun har betalt for meget i skat.

Og det betød også, at hun ligesom tusindvis af andre danskere, har måttet vente to uger længere tid på at få pengene tilbage fra Skat end folk uden gæld.

»Det er helt gakgak,« sagde hun 22. april til B.T.

Birgitte Nymann er en af de rigtig mange, der har fået fratrukket under en krone i den overskydende skat. Foto: Privat

Nu har Jakob Engel-Schmidt så bedt Gældsstyrelsen redegøre for, hvad det vil koste i administration at lave en bagatelgrænse for, hvor lille gælden til Skat må være, før den bliver fratrukket det beløb, man har betalt for meget i skat.

Og her efter vil han melde ud, hvad han selv mener. 

»Modregningen af de her små beløb sker helt automatisk i et system uden, at der er ægte, rigtige mennesker, som sidder og sagsbehandler alle sagerne,« skriver han i en mail og tilføjer:

»Så før jeg kan tage stilling til, om en bagatelgrænse er en god ide, bliver jeg nødt til at vurdere, om det vil koste staten flere penge og give et stort administrativt bøvl at lave en bagatelgrænse.«