Efter brøler: Nu har Skat alligevel åbnet for adgang til årsopgørelsen


Først meldte de ud, at der var åbnet for adgang til årsopgørelsen. Så meldte de om falsk alarm og sagde, at det var en fejl, og at der ikke var åbnet.
Nu er der så igen åbnet for adgang til årsopgørelsen, og denne gang er den god nok.
Det oplyser Skattestyrelsen til B.T.
Der er tale om en test, der løber over weekenden og ind til mandag.
Derfor vil skat.dk også kunne opleves ustabilt.
'Denne weekend er en testperiode, så systemet kan køre ustabilt,' skriver styrelsen på Facebook.
Næsten 5 millioner skatteborgere kan nu gå online og se, om de skal betale restskat eller have penge tilbage.
Fredag aften er der på den anden side af 300.000 danskere i kø på skat.dk.
Tidligere på aftenen var hjemmesiden korvarigt utilgængelig.
Traditionen tro har Skat tyvstartet og givet adgang til årsopgørelsen flere dage tidligere end der officielt åbnes. Det gør der mandag.
Sidste år blev der logget på Skattestyrelsens Tast Selv-løsning 2,8 millioner gange fra fredag aften og til mandag morgen inden, at årsopgørelserne blev givet helt fri.
Skattestyrelsen anbefaler derfor også i år, at man prøver at logge på tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvor trykket er mindst.
Det er også muligt at kontakte Skat telefonisk, via chat eller sociale medier og på mail, hvis man har spørgsmål til årsopgørelsen.