Nok er nok.
Efter 40 år som fast kunde har Henning Böhm på 70 år besluttet at gå andre veje.
Han stopper nu med kun at bruge det store teleselskab, der de seneste år har heddet Yousee.
»Jeg synes ikke, det er rimeligt, at prisen for Yousee bare stiger og stiger. Det er helt grotesk,« siger Henning Böhm, der er pensionist og bor i Slagelse.
Henning Böhm startede i firserne med at have fastnettelefon gennem Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab (KTAS).
I midten af halvfemserne blev det lagt ind under TeleDanmark, og i 2000 blev navnet forkortet til TDC.
I 2007 skiftede selskabet navn til Yousee, og her har Henning Böhm haft både mobilnetværk, bredbånd og tv-pakke.
»I de 40 år har jeg været tilfreds med teleselskabet, men de prisstigninger kan jeg sgu ikke lide,« siger han.

Senest er det kommet frem, at priserne for tv-pakker fra 1. januar stiger, så tv-kunder vil blive opkrævet yderligere 20-50 kroner pr. måned for en tv-pakke hos Yousee.
Det vil altså sige, at de op imod 900.000 tv-kunder hos Yousee fra næste år vil opleve en årlig prisstigning på mellem 240 kroner og 600 kroner for deres tv-pakke.
Derfor har Henning Böhm altså fået nok, men foreløbigt er det kun mobilabonnementet, han konkret har skiftet.
»Jeg har skiftet mit mobilabonnement til et andet selskab, der træder i kraft 1. oktober, og betyder, jeg sparer 100 kroner om måneden, og nu er jeg også i gang med at kigge efter andre leverandører af tv-pakker,« siger Henning Böhm.

Henning Böhm har givet kritik af Yousee på Trustpilot, hvor han både kritiserer priserne samt, at han synes, at det er svært at komme igennem hos kundeservice.
'Vi sætter naturligvis stor pris på vores trofaste kunder, men det er ingen hemmelighed, at priserne er steget henover de seneste år,' lyder det blandt andet i et svar til kritikken fra Yousee.
B.T. har spurgt Yousee, hvordan det ser ud med kunder, der har opsagt abonnementet, efter det fredag kom frem, at priserne stiger fra 1. januar.
Men meldingen er, at det er for tidligt at svare, da prisstigningen først fredag blev offentliggjort i pressen, og kunderne hos Yousee først vil få brev om det i oktober.
Er du økonomisk en løve eller et egern? Det kan du finde ud af to minutter inde i den seneste udgave af B.T.s podcast Spar Kassen, hvor professor Michael Møller forklarer, hvilket dyr man skal stræbe efter at være til gavn for ens økonomi.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.

