Vinteren er lige rundt om hjørnet, og det er tid til at tænde for varmen, men desværre ser forbrugerne ind i de højeste energipriser siden 2022.

Med udsigt til den dyreste vinter i fire år har privatøkonom i AL Sydbank Brian Friis Helmer en guide til, hvordan der kan spares ca. 700-1.000 kr. på en typisk børnefamilies forbrug.

Det bedste råd er at flytte sit elforbrug, f.eks. brug af vaskemaskine og tørretumbler, til de timer, hvor strømmen er billigst.

Strømmen er dyrest mellem klokken 17 og 21 og billigst mellem klokken 00 og 06.

Elforbruget hos en typisk børnefamilie ligger på ca. 10.000-11.250 kr. årligt.

I en gennemsnitlig børnefamilie kører vaskemaskinen omkring 2-3 gange om ugen. Dog vil de fleste børnefamilier nok opleve, at den nærmere kører 4-6 gange om ugen.

Det bedste råd er at sørge for at fylde vaskemaskinen op hver gang. Her kan der være et par hundrede kroner i besparelse.

Det er naturligvis ikke altid muligt at gøre. Hvis ens arbejdstøj f.eks. trænger til en vask, kan man nødvendigvis ikke vente på, at der er en fyldt vasketøjskurv klar.

Tørretumbleren er klart den største strømsluger i hjemmet. Det koster mellem 400 og 650 kr. om året at bruge tørretumbleren.

Det bedste råd er at lufttørre sit vasketøj og dermed spare et par hundrede kroner.

I børnefamilier kører opvaskemaskinen ca. 4-5 gange om ugen og kan årligt koste 500-650 kr.

Her er anbefalingen også at sørge for, at maskinen er fyldt helt op. Her kan man også spare omkring 100 kr.

Der er også den strøm, som vi ikke aktivt bruger. Den udgør omkring 5-10 procent af vores forbrug. Det er f.eks. tv’et, højtaleren og spillekonsollen, der står slukket, når vi ikke er hjemme.

Hvis man ikke aktivt bruger det, kan man tage det ud af stikkontakten.

Der er også penge at hente på sit vand- og varmeforbrug.

Vent med at tænde for varmen, hvis ens bolig stadig har en ordentlig temperatur. Her gælder det også om at slukke for varmen tidligere, når vinteren er slut.

Der kan også spares ved at skrue ned for temperaturen i ens bolig. Hvis man skruer én grad ned for varmen, kan man typisk spare fem procent på sit varmeforbrug.

Ifølge privatøkonom Brian Friis Helmers udregninger kan husstande med gasfyr spare cirka 400-500 kr. om året, hvis der i den forbindelse også skæres ned på vandforbruget.

En børnefamilie bruger ca. 140 m3 vand om året. Den største del bruges på at gå i bad, hvor vandet også skal varmes op.

Rådet er at tage kortere bade og udlade at bruge badekar. Det vil både kunne ses på vand- og varmeregningen.