Det har været dyrt. Rigtig dyrt. Det lægger Nettos direktør, Braw Bakir, ikke skjul på.

»Det var et milliardbeløb, vi investerede, men det var nødvendigt.«

En kæmpe renovering af samtlige af Nettos 554 butikker er netop afsluttet, men alligevel er de allerede godt i gang med den næste istandsættelse. Den skal også rulles ud i alle butikker.

Internt kalder de det Netto 4.0, og de tager det så alvorligt, at hvis man følger hele ruten ned ad kontorgange, gennem døre, ind og ud af lagre og helt ned til den bagerste del af deres inventarlager, så finder man fremtidens Netto – bygget i fuld størrelse.

Her bliver alting testet igennem. Størrelse på skilte, hylder fremfor borde, ruten igennem butikken og overskuelighed for kunden.

Den kommende renovering bliver også dyr, men om det løber op i en milliardregning igen vides endnu ikke. Direktør Braw Bakir har dog et løfte til kunderne.

»Det må ikke blive dyrere i drift. Vi må ikke lave en model, hvor vi pludselig skal have fire ekstra medarbejdere på arbejde, for det ville betyde, at priserne ville stige.«

Braw Bakir viser rundt i den nye Netto, hvor der i testmodellen er lige gange, som gør, at man kan kigge fra den ene ende af butikken til den anden. 

Alting er på hylder. Alle varer af samme slags er samlet. Så juice står sammen med sodavand, saft og energidrikke, i stedet for man skal finde dem forskellige steder i butikken.

På et tidspunkt skal der sågar hundredvis af almindelige kunder ind i testbutikken for at handle ind, så den kan blive testet af rigtige forbrugere.

»Ude i en rigtig butik ville vi først skulle tømme for varer, så ville der skulle komme en lastbil og hente dem, så skulle vi fylde op igen, og sådan kunne vi blive ved. Nu kan vi fra den ene dag til den anden prøve ting af.«

B.T taler med direktør Braw Bakir, mens han viser rundt i testbutikken. Han erkender, at der er meget at lære, og at de ikke ved det hele endnu. 

Sidste gang lærte de løbende, mens de rullede Netto 3.0 ud i butikkerne. Nu håber de at fange fejl og problemer inde bagest på deres inventarlager.

I ved jo pris er det vigtigste for kunderne, og nu hvor fødevarepriserne går op, hvorfor fokuserer I ikke jeres investering der i stedet for på en ny renovering?

»Pris er vigtigt. Det er stadig alfa og omega,« siger Braw Bakir og fortsætter:

»Men der er flere ting i det, at vi renoverer igen. Der er for det første slitage. Nogle af vores butikker har 2.000 kunder igennem på en dag, og det er altså noget, der slider. Derudover er der løbende nye lovkrav, og til sidst er der kundetilfredshed. Hvis ikke kunderne er tilfredse, så kommer de ikke igen.«

Da Netto for fem år siden startede den seneste renovering, var det den første af sin slags, siden Netto startede op i 1981.

Derfor var Netto også 'kendt som en rodebutik', siger Braw Bakir.

Med næste runde renoveringer er fokus, at det bliver endnu nemmere at komme rundt, at finde eksempelvis spotvarer, som i testbutikken matches med de almindelige varer, og så skal baglokalerne også gøres bedre for de ansatte.

Spar kassen

I 2025 halter kvinderne stadig efter mændene økonomisk. Men med simple greb, er der muligt at booste sin opsparing og få flere penge ud af dem, man allerede har. Præcis hvordan man gør, guider privatøkonom i pensionskæmpen PFA Camilla Schjølin Poulsen til i denne udgave af Spar kassen. Vært: Laura Bitte Rossau, journalist, Euroinvestor Gæst: Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom, PFA Producer: Jens Marott Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen, journalistisk chef på B.T. Få konkrete og gratis råd til at træffe bedre økonomiske valg i dit liv ved at skrive dig op til nyhedsbrevet Spar Kassen fra Marie Milling: https://www.bt.dk/privatoekonomi/spar-kassen-faa-konkrete-og-gratis-raad-til-at-traeffe-bedre-oekonomiske