De globale fødevarepriser forventes at stige de kommende måneder
»Store lagre har haft en dæmpende effekt på priserne, men nu begynder de at aftage.«

»Store lagre har haft en dæmpende effekt på priserne, men nu begynder de at aftage.«

De globale fødevarepriser forventes at stige i de kommende måneder.
Det skyldes ifølge Reuters, at vejrfænomenet El Niño, som har forårsaget tørke, dyr gødning og stigende forsendelsesomkostninger, lægger pres på markedet.
Ifølge FNs fødevare- og landbrugsorganisation (FAO), der fører statistik over fødevarepriser, var priserne i september på det højeste niveau siden 2022.
»Store lagre har haft en dæmpende effekt på priserne, men nu begynder de at aftage,« siger Maximo Torero, cheføkonom hos FAO, til Reuters.
FAOs fødevareprisindeks, der sporer månedlige ændringer i de internationale priser på fødevarer, steg med 1,5 procent fra august til september – og 5,8 procent fra september 2025 til september 2026.
»Vi ser en vedvarende og stadig mere bredt funderet stigning i de globale råvarepriser, da forstyrrelser i Hormuzstrædet og Sortehavet kombineres med klimachok, hvilket lægger pres på energi, transport og vigtige fødevarer,« siger Torero og tilføjer:
»Hvis dette pres fortsætter, vil det snart smitte af på forbrugernes fødevarepriser, især i lande, der er afhængige af fødevare- og energiimport.«