23. marts går det løs, når de danske skattebetalere skal på græs.

Her kan borgerne kan se deres skattebetaling for 2025 og rette i deres oplysninger.

Det oplyser Skattestyrelsen.

Og der er godt nyt til en særlig gruppe danskere.

I år er der nemlig blevet indarbejdet en række forbedringer, der vil gøre den nemmere at overskue for godt 550.000 borgere. 

For eksempel vil unge under 15 år automatisk få oprettet en årsopgørelse, hvis de har indtægter, og borgere, hvor de er flere end to om at dele et lån, vil nu for første gang få deres andel af renterne indregnet direkte i årsopgørelsen.

»Skat betyder meget for de fleste, og årsopgørelsen skal være let at gå til. Derfor arbejder vi løbende på at justere og forbedre indholdet, så borgerne får mindre at forholde sig til og færre ting, de selv skal oplyse,« siger underdirektør i Skattestyrelsen, Ulrick Junge, og tilføjer:

»Ved at sende en årsopgørelse til forældre til unge under 15 år giver vi dem automatisk et overblik over de oplysninger, vi har om deres børn. Det samme gælder oplysninger om borgere, hvor der er flere end to til at dele et lån eller en opsparing. Før skulle de selv logge ind på TastSelv og indtaste deres andel af renterne – nu kommer oplysningerne helt automatisk. Det er konkrete forbedringer, som mange vil kunne mærke.«

Et andet nyt tiltag ved årsopgørelsen for 2025 er, at Skattestyrelsen for første gang vil anvende Digital Post, når borgerne skal have besked om, at deres årsopgørelser er klar.

Borgere, der er fritaget for Digital Post, vil fortsat modtage deres årsopgørelse med posten. Til dem er der i år oprettet et særligt, direkte telefonnummer, så de har nemmere adgang til vejledning.