Danskerne har haft blikket stift rettet mod priserne i dagligvarehandlen sidste år, og der er især nogle varer, som er løbet med opmærksomheden.

Det kan prisappen Minetilbud nu vise, efter man hos dem har gjort op, hvordan året 2024 så ud i søgninger. Og lad os bare sige at enkelte varer stikker helt af.

Et af de tilfælde, som stak helt af sidste år, var hytteost. Her mener man fra MineTilbuds side, at især sociale medier har haft en afgørende effekt. 

En effekt, som har forårsaget en 40 procents stigning i søgninger.

»I sommer var hytteost en fast bestanddel af utallige populære opskrifter med udspring på TikTok og Instagram. Det har utvivlsomt haft stor indflydelse på, at søgninger på hytteosten hos os er steget så voldsomt, som de er,« udtaler marketingchef ved MineTilbud, Julie Kühne, i en pressemeddelelse.

Den proteinholdige hytteost, må dog se sig slået af den regerende konge indenfor mejerivarer. 

For Arlas populære ost Gammel Knas, der netop har oplevet problemer i produktionen, stiger voldsomt i søgninger. Den er faktisk steget med 90 procent, viser tallene fra MineTilbud.

»Det er alligevel iøjnefaldende, hvor meget en enkelt slags ost kan eksplodere i vores søgninger,« lyder det videre fra Julie Kühne.

Til gengæld er der også varer, som er faldet i popularitet på appen. Det gælder blandt andet oksekød og hveder. 

Måske et klimahensyn har fået oksekødet til at blive søgt 20 procent mindre, og så er hvedernes faldne popularitet nok forbundet med den afskaffede store bededag. Brødet blev søgt 65 procent mindre i 2024.

En anden højdespringer på årets liste er sodavand og i særdeleshed et mærke er popularitet.

»På tværs af mærker har vi haft +40 procent flere søgninger på sodavand i år, end vi havde sidste år. Men det var Pepsi Max, der stak af. Den er nu nummer tre over vores mest søgte varer overhovedet. Foran klassikere som fløde, Lurpak og skyr,« slutter Julie Kühne i pressemeddelelsen.