Dårligt nyt til danskerne: De skyhøje elpriser bliver endnu højere
Seks timer i træk er elprisen 'rød' – hvilket vil sige, at strømmen bliver usædvanligt dyr.

Seks timer i træk er elprisen 'rød' – hvilket vil sige, at strømmen bliver usædvanligt dyr.

Efter den dyreste oktober måned for de danske elkunder nogensinde er elprisen kun blevet endnu højere her efter månedsskiftet.
Og ikke alene fortsætter de dårlige nyheder. De bliver endnu værre:
Gennemsnitsprisen per kilowatt-time (kWh) tager fredag endnu et hop og er helt oppe på 2,74 kroner i Vestdanmark og 2,86 kroner i Østdanmark inklusiv tariffer og afgifter.
Det viser tal fra hjemmesiden elberegner.dk.
Præcis som det har været tilfældet de seneste dage må de danske elkunder spejde forgæves efter lave priser det kommende døgn.
Det handler i stedet om, hvor dyr strømmen bliver – og i to tidsrum bliver den ekstremt dyr.
De sene eftermiddags- og aftentimer.
Fra klokken 15 til 21 er elprisen 'rød' på elberegner.dk's søjlediagram. Den farve bruges, når elprisen er særligt høj.
Prisen topper mellem klokken 17 og 18, hvor en kilowatt-time kommer helt op på 3,68 kroner i Østdanmark og 3,35 kroner i den vestlige del af landet.
Også i morgentimerne bliver strømmen usædvanlig dyr, mens den midt på dagen stadig er til den høje side – især i Østdanmark.
Priserne herover er de rene elpriser plus tariffer og afgifter. Derudover skal du betale til dit elselskab.
Din endelige elpris bliver derfor en smule højere. Hvor meget afhænger af hvilket elselskab, du er kunde hos, og din prisaftale.