Det skaber enorm debat, at flere og flere forældre vælger at rejse med deres børn i skoletiden.

Nicolai Bille Krogh, der er far til tre børn i skolealderen, mener, at oplevelse skal prioriteres over skoletiden, mens skolelæreren Sebastian Bagergaard Rasmussen kalder det for jammerligt.

En af de forældre, der har rejst i skoletiden med sit barn, er Christina Nissen på 50 år fra Aarhus. 

Blandt andet har hun og sønnen David Nissen været på skiferie med resten af familien i ugerne lige inden og efter skolernes vinterferie. 

Her er der nemlig store penge at spare.

»Der er virkelig en stor forskel på priserne for en families skiferie, hvis man vælger at tage afsted i ugen inden eller ugen efter skolernes vinterferie. Og i Norge er der altså ikke mindre sne, fordi man tager afsted i ugen efter skolernes vinterferie,« siger Christina Nissen, der er leverancekoordinator hos TDC Erhverv.

Men så er der jo lige det med den undervisning, David misser i den uge, de er på ferie. 

Christina Nissen har med succes brugt et særligt trick til at sørge for, at sønnen David faktisk ikke har lært mindre, mens de har været på ferie. 

»Når jeg har haft min søn med på ferie, udenfor skolernes ferie, har jeg selv spurgt til, hvad der skal laves af opgaver til efter ferien, således at min søn ikke kom bag ud,« siger hun.

Og familien gjorde det faktisk til en fast ting, at skolebørnene hver dag sad og lavede de lektier, de ellers skulle have lavet den uge.

»På skiferie med hele familien, lavede vi det til en hyggestund med varm kakao, hvor familiens skolebørn havde lektiecafe. Og ellers har jeg siddet med ham og lavet lektier,« siger Christina Nissen og tilføjer;

»Jeg syntes, at det er basic. Er dine børn ude af skolen, så er det dit ansvar, at de er med fagligt, når de kommer hjem.«

Hun har også sørget for, at de ikke har rejst på tidspunkter, hvor der ikke sker noget meget vigtigt på skolen.

»Man skal ikke rejse med sine skolebørn op til projektuger, terminsprøver med mere,« siger hun. 

Men hvad siger du til, at en skolelære kalder det for jammerligt, at forældre tager deres børn ud af skolerne for at tage på ferie uden for skolernes ferie?

»Vi har netop sørget for, at der bliver lavet lektier på ferien. Det mest jammerlige her er, at rejseselskaberne sætter priserne så meget op, når børnene har ferie fra deres skole,« siger hun.