Cheføkonom: 'Det gør selvsagt ondt på danskerne'
Stigende inflation får igen danskernes husholdningspung til at skrumpe. Èt sted får vi dog mere for pengene.

Stigende inflation får igen danskernes husholdningspung til at skrumpe. Èt sted får vi dog mere for pengene.

I september måned steg inflationen - igen. Det vil sige, at dine penge rækker til mindre, fordi prisen på varer og tjenester stiger.
Èt sted er der dog kommet ‘tiltrængt luft til danskerne’, siger cheføkonom i Sydbank, Søren Kristensen.
Før vi løfter sløret for den gode nyhed, skal vi se på de poster, hvor danskerne bliver stadig mere presset på privatøkonomien.
Som de fleste bilister med garanti har noteret sig, er det voldsomt dyrt at køre en tur på tankstationen.
»Inflationen er - igen - drevet af stigende energipriser, som selvsagt gør ondt på danskerne,« siger Søren Kristensen.

Brændstof-priserne, det vil sige prisen på gas, benzin og diesel, stiger på grund af den fortsatte krig i Mellemøsten og det spærrede Hormuzstræde, siger han.
»Men det rammer Europa ekstra hårdt på grund af vores manglende raffinaderikapacitet. Fordi vi ikke har plads til selv at raffinere produkterne i Europa,« siger han.
En anden post i husholdningsbudgettet, hvor danskerne den seneste måned har skullet have flere penge op af lommen, er huslejen:
Det skyldes dels de stigende priser på boligmarkedet, dels de generelle rentestigninger.
»Lejlighederne bliver dyrere og renterne højere. Det betyder, at det at finansiere en lejlighed bliver dyrere - og dermed stiger huslejen.«
Til trods for det generelle prispres gemmer de nye tal, som Danmarks Statistik mandag udsendte, dog også på gode nyheder.
Ifølge de dugfriske tal i Forbrugerprisindekset steg inflationen herhjemme fra 2 procent i august til 2,2 procent i september. At det ikke gik værre, kan vi, ifølge Søren Kristensen, takke afskaffelsen af elafgiften for.
Regeringen har i 2026 og 2027 midlertidigt sænket afgiften til EU’s minimumssats på 0,8 øre pr. kWh for private.

»Afskaffelsen af elafgiften er med til at presse den danske inflation ned med omkring 0,8 procentpoint. Uden den havde inflationen nu kysset tre procent,« siger han.
På positivsiden tæller også, at det i september måned blev mærkbart billigere at gå i supermarkedet. Det er ifølge Søren Kristensen her, den 'gode nyhed' gemmer sig:
»September gav en smule luft i madbudgettet, da fødevarepriserne igen faldt et hak.«
At det er blevet billigere at fylde indkøbskurven kan ifølge cheføkonomen have flere forklaringer:
»Fødevarepriserne var kommet op på ret høje niveauer. Måske sker der nu en normalisering af priserne, men priskrig mellem butikkerne kan også være en forklaring.«
Konklusionen er, at 'prisen på fødevarer ser ret fornuftig ud'.
Mens der altså lige nu er luft i økonomien på madbudgettet, har danskerne brug for at tælle pengene til el. For her afhænger prisen af 'hvordan vejret arter sig’.
»Nu, hvor vi går ind i fyringssæsonen, er fundamentet for højere priser bestemt til stede.«
»Hvis det ikke blæser og solen ikke skinner, skal vi bruge gas til at lave strøm. Det kan betyde en lang periode med højere priser,« siger Søren Kristensen, og advarer om sæsonmæssige udsving.
Igen er forklaringen krigen i Mellemøsten, fordi ‘energipriserne flyder over i strømpriserne’.
»Men det handler ikke om dansk økonomi. Løses krigen i Mellemøsten i morgen, så løser problemet sig af sig selv.«
Men fortsætter energikrisen længe endnu, kan den smitte dansk økonomi mere alvorligt, advarer han:
»Ser vi først de stigende energipriser sprede sig ind i kerneinflationen (forbrugerpriserne uden energi og fødevarer, red.) er det noget, der kan hænge ved og drille dansk økonomi et godt stykke tid endnu. Også noget længere end konflikten i Mellemøsten forhåbentlig varer.«