Igen og igen er der blevet advaret mod svindlere, der franarrer ældre mennesker både penge og personfølsomme oplysninger med bedrageri for øje.

Nu advarer flere banker igen om svindel – men denne gang er ofrene nogle helt andre.

Nemlig helt unge på mellem 14 og 25 år, skriver Finans.

Svindlen foregår her på en anden måde, end den, de ældre borgere ofte udsættes for, hvor en person møder op på deres adresse eller ringer vedkommende op og foregiver at komme fra eksempelvis banken eller politiet.

De 14-25-årige bliver derimod udset til at være såkaldte 'muldyr' for kriminelle, som kontakter dem i butikscentre, på gaden, skoler og på sociale medier og beder om hjælp til at veksle 1000-kronesedler, som jo udfases i 2025.

Storbanken Nordea advarer specifikt mod to typer af svindel:

  • Vær opmærksom på, at svindlere måske vil forsøge at få dig til at udlevere dine kontanter, for eksempel ved at sige, at de kommer fra banken. Banken vil aldrig hente dine kontanter på din privatadresse eller på anden måde bede dig udlevere dem.

  • Vær også opmærksom på, hvis andre beder dig om at veksle eller indsætte penge for dem, da du kan blive misbrugt som et led i finansiel kriminalitet.

Jyske Bank oplyser, at du ved at stille din konto til rådighed og hjælpe andre med at hæve, indsætte eller overføre penge uden at vide det kan bidrage til at hvidvaske penge, som er tjent ved kriminalitet.

»Det lyder uskyldigt, men det er en ulovlig og strafbar handling,« advarer Jyske Bank.

Derfor må du aldrig stille din konto eller MobilePay til rådighed for andre og afvise det, hvis fremmede beder om hjælp til at overføre, hæve eller indsætte penge.