OPDATERING: Kort før klokken 21 skriver Erhvervsministeriet i en mail til B.T.: 'Erhvervsministeriet oplyser, at myndighederne er opmærksomme på, at flere banker oplever nedbrud. Myndighederne følger sagen tæt og er i dialog med relevante parter.'
Der er mandag aften opstået problemer med tilgangen til flere danske banker online.
Det skriver Downdetector.
Det skulle blandt andet dreje sig om Jyske Bank, Spar Nord, Arbejdernes Landsbank og Nykredit.
Til B.T. siger Jens Refsgaard, der er pressechef for Bankdata, som står for it-løsninger til blandt andet Jyske Bank og Sparekassen Sjælland:
»Jeg kan bekræfte, at vi har nogle tekniske udfordringer i øjeblikket. Vi kender ikke det fulde omfang eller årsag, og vi arbejder på at løse problemerne hurtigst muligt.«
Også storbankerne Nordea og Danske Bank skulle have problemer.
Virksomheden BEC, der er it-leverandør til finanssektoren herunder Nykredit og Arbejdernes Landsbank, oplyser mandag aften også om problemer.
Det siger Eva Louise Holm Østergaard fra kommunikationsafdelingen i BEC til Ekstra Bladet:
»Jeg kan bekræfte, at vi er stødt på nogle it-problemer, og vi arbejder på at løse det, og vender tilbage, så snart vi ved mere, lyder det fra hende omkring klokken 19.20.«
Ifølge Jens Refsgaard fra Bankdata ligger fejlen hos JN Data.
Her lyder det sent mandag aften:
»Vores Mainframe har været ude af drift siden klokken 18:01. For JN Datas kunder betyder det, at services som kort, netbank, mobilbank og straksoverførsler er ramt af fejlen.«
»JN Data beklager fejlen og arbejder på at løse problemet, og vi kommer med en opdatering, når der er nyt i sagen.«
Hvornår det er, vides altså ikke med sikkerhed.
