Gennem to år har Coop Bank i strid med kreditaftaleloven opkrævet gebyrer fra 2.001 kunder.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden.
Det er i perioden 1. april 2022 til 15. marts 2024, at kunderne uretmæssigt er blevet opkrævet 250 kroner i gebyr for at indfri deres lån før tid.
Det drejer sig om låneprodukterne CoopLån50+, Billån og Energilån, og det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at gebyret er ulovligt, og at forbrugere, der har betalt gebyret, har krav på tilbagebetaling.
»Reglerne er til for at beskytte forbrugerne og deres retssikkerhed, og reglerne er i øvrigt ufravigelige. Når Coop Bank opkræver gebyrer for førtidig tilbagebetaling af lån med variabel rente, så overtræder banken kreditaftaleloven, og de berørte kunder har derfor krav på at få gebyret tilbagebetalt,« siger Torben Jensen, der er forbrugerombudsmand, i pressemeddelelsen.
Forbrugerombudsmanden tog sagen op efter en henvendelse fra en forbruger, der modtog en opkrævning af gebyret efter at have indfriet et forbrugslån før tid.
Kreditaftaleloven giver forbrugere ret til at tilbagebetale lån før tid, og kreditgivere kan som udgangspunkt ikke kræve betaling, hvis forbrugerne udnytter denne ret.
Kun hvis der er tale om lån med fast rente, giver loven en begrænset mulighed for at opkræve en mindre kompensation for omkostninger forbundet med tilbagebetalingen.
Coop Banks låneprodukter CoopLån50+, Billån og Energilån var variabelt forrentede lån og ikke omfattet af denne undtagelse.
Forbrugerombudsmanden oplyser, at der er sendt et såkaldt høringsbrev Coop Bank om sagen.
Efter at have modtaget det fjernede Coop Bank gebyret fra sin prisliste over gebyrer for serviceydelser pr. 1. maj 2024.
Coop Bank har også oplyst til Forbrugerombudsmanden, at de agter at tilbagebetale de opkrævede gebyrer til kunderne.
I den seneste udgave af B.T.s podcast Spar Kassen fortæller 'Løvens Hule'-investor Louise Herping Ellegaard om sin vilde rejse mod at blive millionær.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at trykke play herunder.