Folk står i kø for at købe lejligheder i København, men aldrig har der været så lidt at vælge imellem.
En ny opgørelse fra Finans Danmark viser, at der for anden måned i træk er under 1000 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune.
Det er aldrig sket før i statistikkens historie, skriver KøbenhavnLIV.
I forhold til august sidste år er udbuddet af ejerlejligheder i hovedstaden faldet med over 29 procent.
Dengang var der 946 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune.
Det lave antal lejligheder lægger yderligere pres på boligmarkedet, lyder det fra Finans Danmark.
Priserne er nemlig samtidig steget voldsomt.
»Det rekordlave udbud af ejerlejligheder i København betyder, at mange købere oplever et boligmarked med få valgmuligheder og høje priser. Når konkurrencen om lejlighederne øges, bliver de typisk solgt hurtigere og dyrere,« siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling i Finans Danmark, og tilføjer:
»Det er et mønster, vi har set flere gange før – og det forstærkes i år af det historisk lave udbud og den fortsat robuste økonomi.«