Afsløring: 4.600 ramt af gakgak-gæld
Tusindvis af danskere får fratrukket gæld på under 1 krone, når der betales skat tilbage. 'Flueknepperi', lyder det fra kritikker.

Tusindvis af danskere får fratrukket gæld på under 1 krone, når der betales skat tilbage. 'Flueknepperi', lyder det fra kritikker.


I alt 4.600 danskere har fået trukket gæld på mellem 1 øre og 99 øre i det beløb, de i 2025 har betalt for meget i skat, og derfor har fået tilbage i år.
Det kan B.T. i dag afsløre.
Der er nemlig ikke nogen bagatelgrænse på størrelsen af den offentlige gæld, der modregnes når folk skal have overskydende penge tilbage fra Skat.
Eksempelvis har Birgitte Nymann fortalt B.T., hvordan hun fik trukket 58 øre fra de penge, hun havde betalt for meget i skat.
Og det betød også, at hun ligesom tusindvis af andre danskere, har måttet vente to uger længere tid på at få pengene tilbage fra Skat end folk uden gæld.
»Det er helt gakgak,« sagde hun 22. april til B.T.

'Flueknepperi'
Og der er flere andre, der undrer sig over, at meget små beløb trækkes fra det beløb, danskere har betalt for meget i skat og derfor skal have retur.
Sådan lyder det fra Martin Ågerup, der er direktør i interesseorganisationen Skattebetalerne.
»I Skattebetalerne modtager vi en del henvendelser fra medlemmer, der er voldsomt irriteret over, at Gældsstyrelsen bruger kræfter på og belemrer dem med, hvad de opfatter som flueknepperi,« siger han.
B.T. har spurgt Gældsstyrelsen, hvad det koster i ressourcer at modregne beløb under 1 krone fra den overskydende skat, 4.600 borgere har fået tilbage.
»Frem til en ny regering er tiltrådt er Gældsstyrelsen yderst tilbageholdende med at besvare pressehenvendelser. Gældsstyrelsen har dog vurderet, at din henvendelse kan besvares under hensyntagen til princippet om embedsværkets partipolitiske neutralitet,« skriver Gældsstyrelsen i et mailsvar og tilføjer:
»Gældsstyrelsen kan på den baggrund oplyse, at modregningsindsatsen i langt overvejende grad er en automatisk proces. Det er undtagelsen, at det kræver en manuel behandling, som typisk vil være forbundet med en kortere sagsproces.«
Styrelsen runder svaret af med at erkende, at der slet ikke kan svares på spørgsmålet.
»Gældsstyrelsen er ikke i besiddelse af oplysninger om, hvad det gennemsnitligt koster at gennemføre en modregning,« slutter svaret.
Rammer borgerne
Martin Ågerup mener, at det påfører borgerne omkostninger at skulle bruge tid og mental energi på at forholde sig til disse modregninger
»Det meget sandsynligt, at nogle borgere retter henvendelse til styrelsen for at få modregningen opklaret – enten af princip eller for at sikre sig, at der ikke er mere ubetalt gæld,« siger han og tilføjer:
»Og så koster det jo lige pludselig spidsen af en jetjager i administration og bøvl sammenlignet med beløbets størrelse.«
Han mener der bør indføres en bagatelgrænse.
Præcis ligesom den tidligere SVM-regeringen indførte en bagatelgrænse på 50 kroner, før Skat sender opkrævninger, når det gælder for sent betalte regninger på motorområdet.
»Der indføres en bagatelgrænse for, hvor små beløb, der modregnes og opkræves. Niveauet kan diskuteres, men det kunne for eksempel være 50 kroner,« siger han.