Er man til røræg og blødkogte æg, så skal man frem med den store tegnedreng. 

En bakke æg er det seneste år blevet 15,7 procent dyrere. 

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik skriver Retail News

Det kommer på et tidspunkt, hvor danskerne generelt har oplevet billigere fødevarer.

Samlet set er fødevarepriserne faldet 0,6 procent fra juli til august og 1,7 procent sammenlignet med august sidste år.

Æggene fortsætter derimod med at blive dyrere.

En del af forklaringen skal ifølge Jørgen Nyberg Larsen, som er sektorchef i brancheorganisationen Danske Æg, findes i en global tendens, hvor efterspørgslen på proteinrige fødevarer er steget markant.

»Den fylder helt vildt. Folk taler næsten ikke om andet end proteiner. Oven i det spiller GLP-1 også en rolle. Når man tager vægttabsmedicin, skal man spise mere protein for at beholde sin muskelmasse, og der passer æg perfekt ind,« siger han til mediet og tilføjer:

»Det er et naturligt produkt uden tilsætningsstoffer, som folk vil have, da det indeholder masser af protein.«

GLP-1 et naturligt tarmhormon, som bruges til blandt andet behandling af type 2-diabetes og svær overvægt.