Der er lavere elpriser i sigte for flere husstande.
Elselskabet N1 har opkrævet 50 millioner kroner for meget i løbet af i år blandt deres kunder.
De penge skal nu betales tilbage. Tilbagebetaling svarer til en besparelse på godt 38 kroner for et typisk hjem i december.
Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
»Som forbrugerne nok har oplevet, så svinger elpriserne mere end tidligere, og det påvirker selvfølgelig også nettarifferne,« forklarer Lise Bering, der er administrerende direktør i Elnetselskabet N1.
Det er færre omkostninger end forventet til såkaldt nettab, der nu forårsager tilbagebetalingen af millionbeløbet.
Nettabet er den mængde strøm, der går tabt, når strømmen transporteres gennem elkablerne ud til forbrugernes stikkontakter.
Når elpriserne er lave, koster nettabet derfor mindre.

