Pressenævnet har udtalt kritik af et indslag, vi bragte i ”Det, vi taler om” den 10. februar i år.

Indslaget handlede om en retssag, som tidligere dirigent Michael Bojesen havde anlagt mod en person, efter at Ekstra Bladet i april 2022 havde offentliggjort to mails skrevet af Michael Bojesen. I indslaget sagde vi, at den ene offentliggjorte mailkorrespondance var en udveksling mellem to operachefer, og at Michael Bojesens mail om en operasangerinde var fremkommet på baggrund af en mail om, hvorvidt den pågældende operasangerinde kunne være et emne til en pris.

Michael Bojesen har klaget til Pressenævnet over, at disse oplysninger er forkerte, samt at B.T. ikke har berigtiget oplysningerne. Michael Bojesen har også klaget over, at B.T. har afvist at bringe hans genmæle over for indslagets omtale af indholdet af de mails, der blev fremlagt under retssagen.

Pressenævnet er enig med Michael Bojesen i, at der er tale om ukorrekte oplysninger, som burde være berigtiget.

Pressenævnet er også enig med Michael Bojesen i, at han burde have haft et genmæle over for disse fejlagtige oplysninger samt over for indslagets omtale af, at Michael Bojesen havde mailkorrespondance med en person om at finde en sanger til en talentpris samt om at hyre en sanger eller besætte en rolle.

Pressenævnet har derfor udtalt kritik af B.T. for de ukorrekte oplysninger, som ikke er blevet berigtiget, og for afvisningen af Michael Bojesens genmæle.

Hele Pressenævnets kendelse kan ses på Pressenævnets hjemmeside.