B.T. bragte i juni sidste år en artikel med omtale af en hændelse, hvor personer i to forskellige biler kastede æg på en studentervogn. 

Artiklen var ledsaget af en video af episoden, hvor man blandt andet kunne se de to biler følge efter studentervognen og køre over for rødt lys. 

De to bilers nummerplade-oplysninger var synlige i videoen. 

Ejeren af den ene bil klagede til Pressenævnet over, at B.T. havde bragt optagelsen uden at sløre hans bils nummerplade, og at B.T. efterfølgende havde afvist at sløre optagelsen. 

Pressenævnet kritiserer B.T. for at have bragt optagelsen uden at have sløret nummerpladen på klagers bil og for at afvise efterfølgende sløring. 

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. 

Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk.