B.T. får kritik for utilstrækkelig omtale af afgørelse.
I en artikel bragt i august 2023 omtalte B.T., at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn havde givet plastikkirurgen Waseem Ghulam medhold i, at hans behandling af en unavngiven patient i forbindelse med en brystoperation var korrekt.
B.T. havde forud for denne artikel bragt en omfattende artikelserie om Waseem Ghulam, hvor blandt andet denne tidligere patient, som var navngivet i omtalen, fortalte om hendes patientforløb og komplikationer ved hendes operation, herunder at hun havde klaget til Styrelsen for Patientklager over den sundhedsfaglige behandling, som hun modtog af Waseem Ghulam.
Waseem Ghulam klagede til Pressenævnet over, at B.T. ikke havde oplyst navnet på den tidligere patient, hvis klage var blevet afgjort til fordel for ham.
Pressenævnet kritiserer B.T. for utilstrækkelig omtale af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns afgørelse, da læserne ikke har fået tilstrækkelig mulighed for at forholde sig til den tidligere patients kritiske oplysninger, herunder om hendes klagesags forløb, som indgår i B.T.s omtale.
Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk.
