Fra ligeglad til træningsglad - Fra 137,5 kg til 84 kg - Fra str. XXXL til str. M på 4½ år.

Min rejse til en ændret livsstil startede 31. december 2009. Da jeg vågnede op, besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville være fyrre, fed og færdig, min 40 års fødselsdag var  18. maj 2010. Så målet var at tabe mig 25 kg, inden min 40 års fødselsdag. Det er et nytårsforsæt, der vil noget.

Grunden til, at jeg ville ændre min livsstil, var, at min vægt stod på 137,5 kg, og jeg følte mig meget utilpas. Det, sammen med at min far døde i påsken, samt indirekte noget min leder Helle sagde, hun ville (hun sagde i sin sommerferie, at hun ikke ville være fyrre fed og færdig). Der skulle åbenbart går ca et halvt år, før jeg forstod, hvad hun sagde, for det ville jeg heller ikke være.

I næsten 10 år havde jeg bare fyldt mig med sodavand, chips og chokolade (specielt den blå Rittersport med nougat) dagligt, uden at bevæge mig det mindste. Tog altid bus/metro til og fra arbejdet, samt når jeg var på besøg hos venner og familie.

Så første slankekur begyndte 2. januar 2010, desværre begyndte det med kronisk hovedpine 24 timer i døgnet  i 2 måneder på grund af sukkermangel. Så jeg var nødt til at spise mange piller for at kunne fungere bare en smule. Men i samme periode smed jeg mange kilo, så det holdt modet oppe. Men det var meget svært, og jeg var ved at give op mange gange.

Vil du også være med? Køb dit startnummer til Powerman Denmark igennem BT og spar op til 750 kr.

Min plan var også, at jeg ville begynde at cykle på arbejdet og løbe lidt i fritiden. Men følte ikke, at min krop var klar til det endnu. Så til at starte med gik jeg lidt af vejen til og fra arbejdet, jeg har 6 km til mit arbejde. Men fra marts gik jeg stort set hver dag hele vejen til og fra arbejdet, både i godt og dårligt vejr.

Da jeg endelig nåede til min fødselsdag 18. maj, havde jeg tabt mig 24,7 kg. Super flot René, mål fuldført!!
Så nu var jeg klar til at løbe. På min første løbetur 22. maj løb jeg 1,47 km på 13 min (8:51 min/km), jeg kunne ikke løbe 3 min uden at skulle stoppe for at gå lidt.

Jeg fulgte Henrik Jørgensen »Løbeskole«, som lovede mig, at jeg skulle kunne løbe 5 km på 30 min (6:00 min/km) efter 16 ugers træning. Det virkede som en umulig opgave, men jeg fulgte programmet til punkt og prikke 3 løbeture om ugen. Og som ugerne gik, kunne jeg godt se, at jeg var på rette vej, jeg kunne løbe hurtigere og længere, som ugerne gik.

Så efter 16 uger løb jeg 5 km på 29:34 min (5:53 min/km). Super flot, René!

Jeg fortsatte med at løbe resten af året. Og besluttede mig for at udfordre min chef Henning og kollega Mikkel til, at vi skulle løbe om kap i BT kvartmaraton i Lyngby i maj 2011.

Jeg gik ud af 2010 med et vægttab på 32,5 kg. Det ville jeg fejre med en blå Rittersport Nytårsaften. Den smagte faktisk ikke specielt godt!

Da vi nåede BT Kvartmaraton i maj 2011 efter mange måneders hård træning, var jeg sikker på, at jeg ville slå dem begge to idet min løbeform var i top.

Jeg lagde desværre for hårdt ud og brugte alt for mange kræfter, inden alle bakkerne kom, og jeg gik helt ned og endte med en sluttid på de 10,55 km på 1t04m04s (6:04 km/min), mit mål var 5:45 km/min.

Det gode var, at jeg slog min chef Henning, men desværre ikke kollega Mikkel. Men følelsen efter løbet var super god. Super flot, René!

Herefter gik det op for mig, at hvis jeg har et mål at gå efter, og samtidig kan lave lidt konkurrence ud af det, ville jeg kunne overholde min nye livsstil uden slik og kager, samt masser af motion. For følelsen af at nå sine mål overgår alt!

Senere på året havde jeg igen udfordret min chef Henning til at løbe om kap ved DHL-stafetten i august. Og det endte godt. Jeg slog ham igen med en tid på 27:13 min på de 5 km (5:25 min/km). jeg var lige et par sekunder hurtigere end ham.

Jeg løb også Friløbet i september, 10 km på 57:38 min (5:45 min/km). Endnu en super sejr for mig og endnu et mål fuldført.

Min svoger Sean og kollega Mikkel blev udfordret til at løbe om kap i Eremitageløbet  i starten af oktober. Og igen gik det over alt forventning, jeg løb de 13,3 km på 1:18.59 (5:56 min/km). Jeg slog min svoger, men desværre ikke Mikkel. Men det gjorde intet, for følelsen efter løbet var god! Super flot René, endnu et mål fuldført!

Jeg fortsatte herefter med at motionere og være på slankekur, som jeg havde været det de sidste to år. Vægten stod på cirka 95 kg ved årets udgang.

Men så i starten af 2012 mistede jeg modet til mit projekt! Det gjorde ondt i knæene, når jeg løb, og det betød, at jeg ikke fik løbet specielt mange gange i hele 2012. Lysten til træning var på nulpunktet, og selv om jeg stadigvæk ikke spiste slik og kager, begyndte kiloene igen at komme på. Jeg spiser alt for meget hver gang jeg spiser. og hvis jeg ikke motionere, forbrænder jeg ikke nok til at kunne holde vægten.

Da vinteren 2012 var over os, sagde jeg til mig selv: NU MÅ DU FA.... TAGE DIG SAMMEN RENÉ.

Så jeg brugte december måned på at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv. Og satte mig det ultimative mål at skulle gennemføre en Ironman, inden jeg bliver 50 år! Med en masse delmål på vejen, halvmaraton, maraton, lære at svømme crawl og triathlon.

Jeg holdt dog beslutningen for mig selv, for jeg var ikke kommet i gang med træningen endnu.
Jeg besluttede mig for at starte træningen op i uge 2 i 2013 helt fra bunden igen.

Den 7. januar 2013 begyndte anden del af min store livsstilsændring. Målet for 2013 var at fuldføre en halvmaraton og komme ned på en vægt på 87,5 kg, et vægttab på 50 kg var hovedmålet, ja, jeg sagde 50 kg!

Så jeg besluttede mig for, at årets løb skulle være DHL-Stafet, Friløbet og en halvmaraton.
Jeg startede løbetræningen meget forsigtigt op. Og slankekuren blev samtidig genoptaget. Nu skulle stenalderkosten gøre forskellen sammen med løbetræningen.

Alt gik igen som smurt, og jeg fik mange kilometer i benene, og stenalderkosten hjalp også med til at jeg begyndte at tabe mig igen.

DHL-stafetten blev gennemført op 27:07 min (5:25 min/km), mit mål her var at løbe hurtigere end min sidste DHL-stafet, og jeg slog min tid med 4 sekunder.

Jeg skulle løbe Friløbet sammen med min kollega Peder og hans kæreste Ida. Dog uden at have en konkurrence med ham, idet han løber alt for hurtigt til mig. Da jeg stod ved startstregen, fik jeg øje på en anden af mine kollegaer, som hedder Johan, og vi besluttede os at løbe sammen det meste af vejen. Og det gik bare skidegodt, og vi løb sammen, indtil der manglede cirka 1 km, så sagde Johan farvel og løb fra mig. Men min tid var hurtig, og jeg kom i mål på 53:32 min for de ca. 10 km (5:19 min/km). Fed, fed fornemmelse. Super flot René!

Så manglede jeg kun en halvmaraton for at alle løbe målene for 2013 var gennemført.

Jeg deltog i Spartas maraton træning med fartholder. Her løb jeg til dato min hurtigste 10 km på 50:31 min (5:03 min/km), jeg satte i samme løb på det tidspunkt også min hurtigste 5 km tid på 25:04 min.  Super fed fornemmelse.

I denne næste 3-4 uger satte jeg personlig rekorder på mange distancer. F. eks. 1 km på 4:23 min, det er over 4:30 min hurtigere end da jeg startede med at løbe i 2010!

Jeg begyndte samtidig på en ny slankekur, 5-2 kuren, og det er den helt rigtige kur for mig. To dage om ugen må jeg kun få 600 kalorier, resten af dagene omkring 2000 kalorier. Så hvis du kan tåle at føle dig sulten, er det lige kuren for dig. Jeg kan kun varmt anbefale den.

Jeg gennemførte i november min første og til dato min eneste halvmaraton i tiden 1:55.59. Dog var løbet ikke en konkurrence men en rute, jeg selv havde lavet. Vildt, at jeg er nået så langt. Jeg var godt øm i kroppen i flere dage bagefter, men det betød intet! Da jeg samtidig havde gennemført mit hovedmål, jeg havde tabt mig 50 kg, og vægten stod på 87,5 kg!

Dette gav mig virkelig blod på tanden, så jeg fortsatte med at løbe hurtigt og ofte de næste par uger uden rigtig at tænke over restitution, som ellers har været vigtigt for mig indtil nu. Det har været vigtig for mig ikke at blive skadet!
Men efter 158 løbe ture i 2013 begyndte det desværre at gøre ondt i mit ene knæ! Pis og l... Skulle jeg nu alligevel få en skade. På min næste løbe tur måtte jeg opgive at fuldføre min planlagte løbetur. SKADET!!  Jeg tænkte, at hvis jeg holdt en pause på en uges tid, ville det gå over. Men på næste tur var skaden tilbage efter 1,2 km! Hvad gør jeg nu?

Jeg holdte 2 ugers pause og ville prøve igen, og præcis efter 1,2 km var skaden tilbage. Det gav mig et psykisk knæk, skulle mit projekt nu igen blive smadret? Jeg fik at vide, at mit knæ var overbelastet, og skulle holde en længere pause.

Jeg var fast besluttet på at holde fast i mit projekt. Så jeg besluttede mig for at holde formen ved lige i et træningscenter, som ligger ved siden af, hvor jeg bor.

Træningscenteret hedder Fysiq, og her mødte jeg en super cool instruktør ved navn Mads. Han har lige siden februar 2014 lagt gode træningsprogrammer til mig. Hvor der er blevet taget højde for mine knæ. Vi har haft samtaler ca hver anden måned, hvor jeg også er blevet vejet, og fået målt BMI, fedtprocenter o.l.

Og siden 4. april 2014 har jeg ikke været på slankekur, idet min vægt stod på 79,5 kg, dvs et vægttab på 58 kg. Det er meget underligt, at jeg ikke skal være på slankekur længere, idet min fedtprocent ikke må blive lavere. Jeg har altid været på slankekur, men nu er det slut. Fedt!

I de næste par måneder begyndte jeg at omdanne mit fedt til muskler, og der røg lidt kilo på igen, men i form af muskler. Så det betød intet.

Den 8. juli lavede jeg en løbetest sammen med Mads, min første løbetur i over et halvt år. Hold kæft det var en fed fornemmelse af kunne løbe igen uden af have nogle problemer. Så nu var målet at blive klar til DHL-stafetten i august

Og jeg kunne hurtigt mærke at min form var meget god, jeg kunne faktisk løbe rimeligt hurtigt efter kun få løbeture. Og ugen før DHL-stafetten løb jeg til dato min hurtigste 5 km på 24:34 min (4:55 min/km). Super flot, René!

Jeg løb DHL-stafet på 25:04 i rigtigt lortevejr, det stod ned i stænger hele løbet igennem. Men god mad, øl og hygge i teltet efter løbeturen rådede bod på hele.

De næste par måneder gik med at holde formen ved lige uden at have nogle helt klare mål.

Jeg besluttede mig for, at jeg vil løbe Copenhagen Half Marathon til september 2015, og har købt startnummer. Og da løbet først er til september 2015 og vi skriver november 2014, var motivationen ikke helt i top.

Så ser jeg lige pludselig på vores intranet at BT savner deltager til at løbe Powerman 2015 og en slags nytårsforsæt-projekt. Hvor de vil følge 3 personer og deres træning som vil blive tilrettelagt af en coach. Jeg tænkte med det samme, at det lige var noget for mig. Men der skulle også laves en blog på BTs hjemmeside, og den skal holdes i live indtil løbet i maj. Det var jeg ikke så hooked på til at starte med. Men et par kollegaer sagde til mig, at jeg skulle melde mig. Så jeg gik lige i tænkeboks et par timer, og så skrev jeg til Mads fra BT. Og fortalte min historie til ham, den samme som jeg lige har skrevet til dig.

De næste par dage var jeg meget spændt på, om jeg blev valgt.

Jeg var så heldig jeg blive valgt sammen med to andre.

Der var tusind spørgsmål, som poppede op i mit hovedet. Og det, jeg har det sværest med, er at skulle fortælle min historie til helt fremmede personer, ikke selve distancen. Jeg har indtil nu kun fortalt min historie til venner, kolleger og familie. Nu vil alle kunne læse min historie, en meget skræmmende tanke. Ved ikke helt hvorfor, men det er det.

Kort tid efter havde vi et kort infomøde, hvor jeg mødte de to andre piger, og journalisten som skal følge os. Vi fik at vide, hvordan det kommer til at foregå. Vi fik på samme møde også at vide, hvem vores coach skulle være - det var Tanja. Ingen af os tre kendte hende. Men vi fik at vide, at hun dyrker triatlon på højt plan og har været danmarksmester et par gange.

Den 16. december 2014 havde vi møde igen, og her mødte vi vores coach Tanja for første gang. Tanja er meget inspirerende, og motivationen er helt  i top. Vi startede med at fortælle vores historier. Og Tanja fortalte om, hvordan vores træning kommer til at foregå. Vi skulle også vælge, hvilken distance vi ville løbe i Powerman. Jeg har valgt at løbe mellem distancen 10 km løb, 60 km cykling og 10 km løb. Mit mål er at klare den på 3 timer 45 minutter. Vi fik også vores træningstøj udleveret (tak, Marathon Sport), samt der blev taget en masse billeder af os. Vi havde vores første personlige coachingsamtale med Tanja. Hun går meget op i at man får sin nattesøvn, da den er en vigtig faktor i den træning, vi skal igennem. Hun sagde også, at det er vigtigt at skrive, når det ikke går så godt, for det er her hendes rolle som coach for alvor spiller ind. Hun fortalte også, at vi skal ud på Danish Sports Academy og have lavet en test, der hedder en submax og maksimal iltoptagelsestest. Her skal der findes vores maksimale iltoptagelse, nyttevirkning, løbeøkonomi og meget mere.  Det lyder meget spændende og krævende - ligesom jeg gerne vil have det.

Nu er der planlagt træning til julen og nytåret. Først i det nye år skal jeg ud og investere i en ny cykel. Så til at starte med laver jeg cykeltræningen indendørs

Så planen med denne blog er at jeg et par gange om ugen vil skrive lidt om hvordan min træning forløber, hvilke tanker jeg gør mig - samt vedhæfte lidt billeder fra tid til anden.

Jeg tror, det vil blive som en slags dagbog. Jeg går selv meget op i tider, kilometer, antal træningspas, og at jeg kan se en udvikling i det, jeg har gang i.
Jeg har siden min første løbetur 22. maj 2010 løbet 2200 km fordelt på 452 løbeture, og har totalt 624 træningspas registret på Endomondo.

Vi læses forhåbentlig ved.


/René