Så er den store fysiologiske test vel overstået. Det var spændende at prøve. Der blev både cyklet og løbet på løbebånd til den store guldmedalje. Jeg skulle lige vænne mig til at have iltmaske på, men det var dog ikke så slemt som jeg havde frygtet.

Jeg kunne trække vejret helt normalt gennem masken, der målte hvor meget ilt kroppen optog. Det var på ingen måde så slemt som at have gasmaske på dengang i militæret, hvor man ikke rigtig kunne trække vejret igennem den trange maske. Dengang for mange år siden var det en kvælende oplevelse.

Mine testresultater blev som følger (til de af jer der følger med her, så ved I, at jeg elsker tal og data):

Maksimal iltoptagelse: 3660 mlO2/min.

Kondital: 39,6ml O2/kg/min.

Præstation: 6.45 min på løbebånd i hastigheden 11km/t med stigende hældningsprocent.

Mit kondital er middel for min aldersgruppe på 40-49 år, hvilket er fint på nuværende tidspunkt. Jeg forventer at det bliver hævet til højt eller meget højt inden selve løbet i maj. Det burde være muligt, med al den træning jeg lægger i projektet for øjeblikket - og al den træning, der venter i de kommende måneder.

Vil du også være med? Køb dit startnummer til Powerman Denmark igennem BT og spar op til 750 kr.

Motivationen og lysten til at træne er stadig helt i top. Jeg glæder mig til at træne, både når det gælder løb om morgenen eller cykling og styrketræning i mit fitness center.

Jeg planlægger alle mine private aftaler efter den træningsplan, som min coach Tanja Hultengren Larsson fra Danish Sports Academy lægger op i vores trænings-app ‘TrainingPeaks’. Vi har aftalt, at der ikke må ligge træning tirsdage og torsdage aften.

Min store frygt i dette projekt er at blive skadet. Det ville være utrolig ærgerligt, ja nærmest ikke til at bære. Forleden skulle jeg løbe intervaller i 30 minutter, og jeg havde løbet i 25 minutter uden at registrere, at der var glat. Lige pludselig, midt i et sving på en mørk villavej, forsvandt mit støtteben under mig og jeg styrtede til jorden. Min første reaktion var ‘pis, nu bliver jeg skadet’. Heldigvis slap jeg med skrækken og et blåt mærke på skinnebenet. Jeg kunne endda fortsætte løbeturen uden problemer.

Jeg har været meget overrasket over, hvor dårlig jeg har været til at cykle. Jeg cykler ellers dagligt 6 km hver vej til og fra arbejde. Jeg havde i starten meget svært ved at gennemføre de cykeltræningspas, som min coach havde planlagt. Jeg kunne ikke finde en rytme eller et passende tempo, som jeg kunne holde hele øvelsen igennem. Men nu, efter en del træning, kan jeg mærke, at jeg er blevet bedre til det. Det har hjulpet meget, at jeg nu skal holde en bestemt puls og en bestemt kadence. Jeg har i øvrigt pulsmåler på under alle mine træningsøvelser.

Til forskel fra cyklingen er jeg positivt overrasket over, hvor god min løbeform er på nuværende tidspunkt. Jeg kan løbe ca.  8 km i et rimeligt tempo uden at skulle holde nogle pauser.

Det overrasker mig lidt, idet jeg de sidste par måneder ‘kun’ har løbet 3 km på løbebånd et par gange om ugen. Det er fedt at løbe udendørs igen, og kan ikke se mig selv løbe på løbebånd igen (medmindre vinteren bliver rigtig slem).

Jeg har haft nogle fede løbeture på Amager Strand, hvilket er mit favoritsted at løbe. Jeg bliver altid i godt humør, når jeg løber mellem klitterne og på strandpromenaden - uanset om det regner, sner eller er solskin.

Læs mere om Powerman på BT her.