Søndag var det dommens dag for deltagerne i BTs Projekt Powerman, der fik både regn, blæst og haglbyger under duatlonløbet i København

Ganske symbolsk valgte solen at titte frem, netop som deltagerne i BTs Projekt Powerman var samlet til fælles fejring. På den rigtige side af målstregen på Islands Brygge i midten af København, vel at mærke.

Se flere billeder fra Powerman Denmark 2015 i billedhjulet over artiklen her.

Øjeblikket var kulminationen på et knap fem måneder langt forløb, der har forvandlet de tre helt almindelige sofa-danskere til power-mænd og -kvinder. Siden jul har de målrettet trænet op til at gennemføre duatlon-løbet Powerman Denmark. I weekenden slog de armene om hinanden - i selskab med træner Tanja Hultengren Larsson - og sagde ‘vi gjorde det’.

»Det har været super fedt. Jeg skal helt sikkert køre et løb som dette igen. Det er vildt sjovt at kombinere løb og cykling. Jeg er ikke længere bare motionist, men en rigtig sportsmand,« siger René Nielsen, 44-årig logistikkoordinator, der søndag fik lov at kæmpe for sin triumf.

Det danske forårsvejr serverede både regn- og haglbyger, kraftige vindstød og temperaturer, der gav blåkolde læber.

»Det er det hårdeste, jeg nogensinde har været med til, men jeg synes stadig, det er vildt sjovt,« konstaterer han i et toneleje, der bærer stoltheden i sig.

BTs Projekt Powerman blev skudt i gang kort før juleferien. Her blev de tre deltagere på 25, 41 og 44 år sendt i armene på træningsekspert Tanja Hultengren Larsson fra Danish Sports Academy. BT har fulgt deltagerne lige siden, der har fået skræddersyede træningsprogrammer frem mod den store ‘fysiske eksamen’.

»Jeg overhalede rigtig mange i vinden ude på cykelruten. Det gav moral. Jeg tabte desværre en vandflaske ude på ruten og gik tør for energi. Der var superkrise, men pludselig kom kræfterne igen og benene var også gode på løbet,« fortæller René Nielsen, der gennemførte en Powerman Classic på først 10 kilometer løb, 66 kilometer cykling og igen 10 kilometer løb.

Imens René Nielsen kæmpede i vinden, måtte projektets yngste deltager overvinde tekniske vanskeligheder.

»Jeg havde super-ben på cyklen, men så punkterede jeg. Først blev jeg rasende, men så gik jeg i gang med at skifte cykelslange. Der sendte jeg en tak til min far, der har lært mig at skifte slange,« siger Josefine Boel Rasmussen, 25-årig studerende.

Oprindelig skulle hun også have kørt Powerman Classic, men måtte kort før start ændre planer. Hun blev væltet af cyklen af en flugtbilist, slog knæet og måtte i stedet stille op og dele Powerman Classic-stafetten i selskab med to kolleger. Det resulterede i en tredjeplads til BTs Projekt Powerman i mixed-kategorien.

»Det skal jeg helt sikkert gøre igen,« lød det målbevidst fra Josefine Boel Rasmussen, der også dyrker sejlsport på eliteplan.

»Mit konkurrenceinstinkt kan slet ikke klare, at jeg ikke fik gennemført den selv. Det har været rigtig effektivt med en personlig træningsplan. Jeg har aldrig trænet så hårdt og målrettet før,« konstaterer hun.

Lørdag gennemførte Christine Jørgensen duatlon-løbets sprint-distance, ‘Powerman Short’. Det blev en stor personlig sejr for den 41-årige medieanalytiker. Efter tidligere at have overlevet et udmarvende sygdomsforløb var det lidt af en triumf for hende at krydse målstregen - genfødt som sportsmenneske, mens familien klappede.