‘Det er nu, der skal sættes ind.
Sådan skrev vores træner, Tanja Hultengren Larsson fra Danish Sports Academy, til os for 3-4 uger siden. Det var nu, der skulles gives max gas med træningen. Og siden da er det stort set kun gået galt for mig med løberknæ og påkørsel af en bil.
Først blev jeg for tre uger siden ramt af lidt gene i knæet på en af de lidt længere løbeture. Formen føltes mega god, vejret var for lækkert, så jeg var altså ikke lige klar på at indstille turen før tid.
Så jeg fortsatte yderligere 10 km med et knæ, der brokkede sig mere og mere. Stædighed betaler sig nogle gange - andre gange er det bare dumt. Og det var det her. Knæet stod helt af, og jeg måtte humpe nedslået hjem med noget, der formentligt var et løberknæ, der havde sat sig.
Satans. Det satte mig ud af kurs i en uges tid og tvang mig til at droppe et trænings-duathlon, hvor jeg ellers skulle have øvet skift mm. Jeg var dog optimistisk efter mange timer hos min gode veninde og fysioterapeut, der tog sig godt af mig og mit knæ. Jeg fik strækøvelser og styrkeøvelser, der skulle laves hver dag, og så blev jeg godt og grundigt masseret, knækket og modeleret.
Meldingen var, at min krop var totalt overspændt. Og da hun spørger ind til, hvornår jeg sidst har strukket ud, eller bare tilladt kroppen at falde til ro efter en træning for at optimere restitution og hvile, så måtte jeg jo være ærlig og svare, at det vist var en gang tilbage i november. Ups!
Siden da har jeg tvunget mig selv til at bruge mindst fem minutter efter træning på lige at lade kroppen falde til ro, strække ud og lukke øjnene lidt. I stedet for at skynde mig i bad som det første og videre i programmet, som ja, er tight, men hvor de små fem minutter altså er en rigtig god investering i længden.
Vil du også være med? Køb dit startnummer til Powerman Denmark igennem BT og spar op til 750 kr.
Nu er jeg ikke en stor fan af klichéer, men en ulykke kommer åbenbart sjældent alene, ligesom jeg ellers følte mig klar til at prøve kræfter med løbet igen.
Jeg har da haft et enkelt sammenstød med asfalten i løbet af cykeltræningen, men det gik dengang kun udover cyklen. Mit andet møde med asfalten blev dog ikke i forbindelse med træning, men derimod et styrt på den gode gamle havelåge på vej til arbejde.
En bil overså mig i et højresving, og både jeg og cykel blev ret medtaget i styrtet. Som ofte i sådanne situationer, så rejser man så op og ser sig lidt omkring. Var jeg pinlig? Hvordan ser jeg ud? Og så humpede jeg ellers videre på arbejde, med blødende knæ og en bukket cykel. Det er først da jeg står på kontoret, at chokket egentlig rammer. Hvad fanden, bilen fortsatte bare? Og ingen stoppede for at hjælpe mig. Det blev jeg egentligt ret skuffet over. I det mindste håber jeg, at min cykel og jeg efterlod et ordentligt aftryk i bilens lak.
Hvad værre er dog, at jeg i styrtet landede direkte på mine knæ. Og for lige at skrue på effekterne og selvmedlidenheden, så føler jeg pludseligt en stor forståelse for folk på film, der bliver skudt i knæene. Det gjorde sa... ondt!
Med to uduelige knæ på størrelse med håndbolde måtte jeg opgive at bevæge mig ret meget omkring.
I dagene efter blev den foretrukne arbejdsstilling liggende, og pludseligt begyndte de røde felter altså at hobe sig op i mit træningsprogram. Det var virkeligt nogle stressende dage, hvor man nedstirrer sine knæ i håbet om, at de hurtigt kommer sig, samtidigt med at Powerman Denmark den 10. maj støt nærmer sig dag for dag. Uden jeg har cyklet eller løbet så meget som en meter. Nedtur.
Status er nu, at jeg netop er kommet fra røntgenundersøgelse, da der var mistanke om brud på venstre knæskal. Knæskallen klarede frisag, men mit led har fået et ordentligt vrid - men med lægens ord - ‘må jeg gøre alt indenfor smertegrænsen’.
Derfor har jeg netop været tilbage i sadlen, og det gik fint med knæene. Løb er stadig ikke på tale, og så er jeg altså op på tredje uge uden løb. Det er nok på tide at indse, at målet nu er at kunne gennemføre Powerman Denmark.
Alle ambitioner om en bestemt tid blev efterladt, da flugtbilisten hamrede mig i jorden.
