Tre helt almindelige danskere står overfor deres livs udfordring - til maj skal de gennemføre det krævende duatlon-løb, Powerman Danmark.

I en ny serie på BT følger vi deres kamp for at komme i form og nå deres mål.

Her er delatgernes personlig træner Tanja Hultengren Larssons syv gode råd til at komme i gang.

1. Sæt dig et mål. Det giver dig noget at sigte efter. Det er lige meget, om din målsætning er at gennemføre en Ironman, løbe 10 km eller slå din chef til DHL-stafetten. Så længe målet betyder noget for dig. Skriv det i din kalender og hæng det op på køleskabet.

2. Overvej om målet er realistisk i forhold til den tid og energi, du har til rådighed. Få familien eller din partner med på ideen og aftal, hvor meget tid du kan bruge, uden at skuffe dem.

3. Søg hjælp hos en professionel træner, meld dig ind i en klub, hvor du kan spørge folk til råds eller find et træningsprogram, der passer til dig. Gå stille og roligt frem, så du undgår skader.

Vil du også være med? Køb dit startnummer til Powerman Denmark igennem BT og spar op til 750 kr.

4. Lav en kontrakt med dig selv på forhånd: Lov dig selv, at du giver projektet en chance på minimum halvanden måned. Det er altid hårdt i begyndelsen, men det bliver bedre, så hold ud!

5. Skriv ned, hvorfor du gerne vil opnå dit mål. Når motivationen daler og det bliver hårdt, så find sedlen frem. Det er ofte der man glemmer, hvorfor man begyndte på projektet. Erkend at motivationen er nede, men sørg for ikke at gå helt i stå. Hellere lidt træning end slet ingenting.

6. Lav træningsaftaler. Hvis der står en og venter, så kommer man lidt nemmere afsted.

7. Fjern de søde fristelser fra skuffer og skabe. Hvis der ikke er slik og kage derhjemme, så er der ikke noget at spise. Skift sodavand ud med danskvand - det giver friskhed samt vedligeholder væskebalancen.

Læs eksperternes 40 bedste råd til at komme godt i gang med træningen - på bt.dk/powerman.