Stampe, der er medlem af De Radikale, anklager i et opslag på Facebook Kjærsgaard for magtmisbrug og censur.

Som formand for Folketinget skal man kunne skille sine partipolitiske holdninger fra sit embede, men det formår den nuværende ikke.

Det mener Zenia Stampe (R), der ønsker Pia Kjærsgaard (DF) skrottet som Folketingets formand. En post, hun har haft siden 2015.

Det skriver Stampe i et opslag på Facebook. I opslaget opfordrer hun brugerne til at dele, så det kan give genklang på Christiansborgs lange gange.

- Vi var allerede dengang (da Pia Kjærsgaard blev valgt som formand, red.) i tvivl om, om hun ville være i stand til at skille sine politiske holdninger fra embedet som formand.

- Det skal man evne, fordi man skal optræde som hele Folketingets formand.

- Det synes jeg, hun har vist, at det evner hun ikke, siger Zenia Stampe.

For Stampe var det en episode, der fandt sted i Folketingssalen i torsdags, der fik bægeret til at flyde over.

Der opstod så heftig debat angående et lovforslag, der strammer regler på udlændingeområdet, at Enhedslistens Pelle Dragsted undervejs beskyldte DF's Kenneth Kristensen Berth for at komme med racistiske udtalelser.

Men det ville Folketingets formand ikke finde sig i. I et efterfølgende interview med Ritzau forklarede hun:

- Vi har en tradition i Folketinget for at debattere på en ordentlig måde.

Pia Kjærsgaard opfattede Dragsteds udtalelser som fjendske og nedladende, og det hører altså ikke hjemme i Folketingssalen, mente hun.

Zenia Stampes opslag består af et billede af Pia Kjærsgaard, og i bunden er en gul bjælke med teksten "Afsæt Pia Kjærsgaard som Folketingets formand".

I den medfølgende tekst anklager Stampe formanden for at udøve magtmisbrug og censur.

Det blev slået op omkring klokken 17.30 lørdag, og knap en halvanden time senere er det delt flere end 4300 gange, mens flere end 7700 har reageret på opslaget.

Der er tale om en massiv opbakning, mener folketingsmedlemmet, der i øjeblikket er på barsel.

- Det, jeg har skrevet med tekst, bliver pludselig råbt i kor af mange tusinde mennesker. Det gør da indtryk på mig og gør mig helt forskrækket, men det fortæller også mig, at noget rører sig derude.

Hun erkender, at det ikke lægger op til konstruktiv debat, fordi det har hun efter eget udsagn allerede forsøgt uden held.

Pia Kjærsgaard har set opslaget, men hun ønsker ikke at kommentere hverken det eller sagen.

/ritzau/