Efter en imam fra Aarhus for alvor satte en stopper for (bag)julefreden med et, nu slettet, Facebook-opslag, er det væltet frem med kritik. Nu også fra politisk hold.
Folketingspolitikeren Zenia Stampe (RV) har nemlig set imamens opslag og lægger i dag, overfor B.T., ikke fingrene imellem, når hun giver sit syn på sagen.
»Det er totalt langt ude, og jeg tror, de fleste danske muslimer synes, han er en idiot,« lyder det i en kommentar fra Stampe.
»De kæmper jo hver dag for at bevise, at det er muligt at være både dansker og muslim, og så kommer sådan en idiot og siger noget åndssvagt,« tilføjer Radikale Venstre-profilen.

Manden bag Facebook-opslaget er Mohamad Jammal, der er imam i Grimhøjmoskeen udenfor Aarhus. Budskabet i hans opslag er, skåret ind til benet, at julen er en højtid for »Allahs fjender«, og derfor er det som muslim ikke tilladt at deltage i den.
Du kan læse mere om selve opslaget og dets indhold lige HER.
Mohamad Jammal er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse med kritikken fra Zenia Stampe. Imamen ønskede ej heller fredag at stille op til interview om sit opslag. Til gengæld var imamen fredag morgen igennem hos Radio IIII.
»Når vi siger 'Allahs fjender,' så betyder det ikke, at må man ikke tale med og hjælpe vedkommende,« lyder forklaringen blandt andet fra imamen, der i interview med Radio IIII fortsætter:
»Tværtimod opfordrer jeg til, at man også er omsorgsfuld over for ikkemuslimer. Men når det handler om tilbedelse, så er det forbudt for os som muslimer at deltage i det.«
Så Zenia Stampe, er det ikke lidt voldsomt at kalde en mand for idiot for at udøve sin religion?
»Jeg synes, det er i den milde ende for en mand, der kalder mig for en fjende, og som siger, at danske muslimer skal isolere sig fra det danske samfund,« siger Zenia Stampe og tilføjer:
»Jeg kunne også bruge ordet hadprædikant, men det er at give ham for stor en magt. For dette har intet at gøre med religionsfrihed – det er bare ren idioti.«

