Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skal blandt andet deltage i en samtale "om den aktuelle sikkerhedssituation" med statsminister Mette Frederiksen (S) på Københavns Universitet senere tirsdag, når han besøger Danmark.

Det meddeler Statsministeriet i en pressemeddelelse om programmet for Zelenskyjs besøg.

I forbindelse med besøget bliver der afholdt et bilateralt møde i Statsministeriet på Christiansborg.

Fra regeringen deltager ud over Mette Frederiksen også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF), erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard (R) og forsvarsminister Jeppe Bruus (S).

Om aftenen afholdes en arbejdsmiddag med de nordiske landes stats- og regeringschefer på Marienborg, statsministerens embedsbolig.

Ukraine blev i februar 2022 invaderet af nabolandet Rusland, og siden har de to lande været i krig. Danmark og de nordiske lande har ubetinget stået på Ukraines side og blandt andet doneret våben og penge.

Volodymyr Zelenskyj har sagt i et interview med DR, som blev offentliggjort tirsdag morgen, at han ikke vil afgive land for at afslutte krigen - heller ikke den østlige Donbas-region.

- Nej, for jeg mener, at det ville være en stor fejl. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer - jeg ved det ikke. Men stod det til mig - og kun mig - og meget kan forandre sig, men står det til mig, så nej, jeg vil ikke afgive Donbas.

- Jeg ved, at han (Vladimir Putin, Ruslands præsident, red.) rykker direkte ind og besætter os, sagde den ukrainske præsident til DR.

Senere tirsdag er der drøftelser om Ukraine-krigen i De Forenede Arabiske Emiraters hovedstad, Abu Dhabi.

Her skal delegationer fra Ukraine, Rusland og USA tale om en potentiel afslutning på krigen i Ukraine. Også en række europæiske embedsmænd ventes at deltage.

RITZAU