Zelenskyj i Folketingssalen: Alle drømmer om Danmark som nabo
Der var stående klapsalver, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, trådte ind i Folketingssalen.

Der var stående klapsalver, da Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, trådte ind i Folketingssalen.

Det er en stolt præsident for Ukraine, der onsdag har fået lov til at holde tale i Folketingssalen.
Sådan lyder det fra Volodymyr Zelenskyj selv.
- Det er en stor ære at stå her og repræsentere Ukraine, hele vort folk, vort land, vores kamp, i dette parlament. Det er første gang, at et fremmed lands leder er inviteret til at stå her, siger Zelenskyj.
- At være her i dag og blive budt velkommen her i dette parlament og at have en ven, man altid kan stole på, er en stor ære for alle ukrainere, siger han.
Det er første gang, at en præsident fra et andet land taler til Folketinget fra Folketingets talerstol. Det bekræftede Folketingets formand, Henrik Frandsen (M), allerede tirsdag.
Zelenskyj er på besøg i Danmark tirsdag og onsdag. Det er femte gang, at han er i Danmark efter Ruslands fuldtonede invasion af Ukraine. Zelenskyj talte i Landstingssalen i august 2023, da han besøgte Folketinget første gang, men onsdag holdt han altså talen i Folketingets fineste sal, hvor der var proppet med folketingsmedlemmer.
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, var også til stede i salen. Han er imod, at Zelenskyj taler i Folketingssalen, og DF's formand havde hellere set, at den ukrainske præsident igen talte i Landstingssalen.
De to udvekslede i øvrigt ord inden talen, da Zelenskyj hilste på en række folketingsmedlemmer, da han ankom til Christiansborg.
Zelenskyj underskrev også gæstebogen i Folketinget inden sin tale.
Her skrev han blandt andet, at det er en stor ære at tale til Folketinget, som er "selve hjertet af dansk demokrati".
- Ukrainere vil altid være taknemmelige for danskernes faste og urokkelige støtte i de mørkeste tider, har præsidenten skrevet.
I sin tale siger Zelenskyj også, at han er ærgerlig over, at Danmark ikke er nabo til Ukraine.
- I har nogle bedre naboer end os. Vi har Rusland som nabo. At have Danmark som nabo er noget, som alle drømmer om, siger Zelenskyj, hvilket også fremkalder latter fra salen.
Zelenskyj hylder også det danske "samfundssind", som han udtaler på dansk, hvilket også fremkalder en smule latter i salen, fordi Zelenskyj ikke er sikker på, at han udtaler ordet korrekt.
- Behandl andre, som du gerne selv vil behandles. Det er en del af jeres ånd. Det, I kalder samfundssind. Troen på, at vi er ansvarlige for ikke bare os selv, men også for andre, siger han.
RITZAU