Hver fjerde unge vælger bliver informeret om kommunalvalget gennem valgplakaterne, viser ny undersøgelse. Plakaternes let afkodelige budskab fanger de unges blik, forklarer kommunikationsbureau.

Lørdag morgen kan danskerne vågne op til lokale kandidater, der stirrer på dem i håbet om at vinde deres stemme. Og det betaler sig at hænge oppe i lygtepælen, især hvis en politiker vil kapre yngre vælgere. Hver fjerde unge mellem 18 og 29 år får nemlig deres primære information om kommunalvalget gennem plakaterne, viser ny undersøgelse fra Radius Kommunikation og Epinion.

»Jo yngre vælgerne er, i desto højere grad skal de vælge mellem partier, kandidater og sager, de ikke har forholdt sig væsentligt til. Derfor bliver de let afkodelige budskaber, som valgplakaterne er, vigtige. Samtidig møder plakaterne os i gadebilledet, så man bliver informeret uden at gøre noget aktivt for det,« siger seniorpartner i Radius Kommunikation, Nicolaj Taudorf Andersen i en pressemeddelelse.

Værdien af valgplakater herskede der ellers tvivl om ved forrige valg, hvor 44 procent af kandidaterne fravalgte dem. I Helsingør Kommune overvejede man endda helt at droppe plakaterne.

Men valgplakater er en vigtig faktor i kommunalvalget ifølge Nicolaj Taudorf Andersen.

»Store budskabskampagner kræver penge og ressourcer, som kun de færreste kommunalpolitikere har. I bund og grund handler det om de personlige stemmer. Det er ofte de personlige stemmer, der afgør, hvilken kandidat, der kommer i byrådet – og de personlige stemmer får man ved at slå sit navn fast og blive genkendt. Derfor bør kandidaterne i første omgang satse på at sætte plakater op, hvor de bor, handler og går til fodbold. Først derefter skal de stemme dørklokker og trykke pjecer,« anbefaler seniorpartneren.

Ifølge undersøgelserne er de unge vælgere sværest at nå. De scorer lavest på alle informationskanalerne - undtagen valgplakater og på de sociale medier som Facebook.

Derimod var lokal- og ugeaviser undersøgelsen højeste scorer - selv blandt de unge - hvor halvdelen af de 977 adspurgte i et webundersøgelse fik deres primære information om kommunalpolitik.

En undersøgelse efter forrige kommunalvalg, foretaget af Københavns Universitet, påpeger også, at valgplakaten stadig har en effekt. De rykker ikke ved stemmerne på tværs af partierne, men er afgørende internt mellem partikandidaterne.

Natten til lørdag blev kommunalvalget skudt i gang med ophængning af valgplakater, som hænger i gadebilledet op til 19. november, hvor folk skal i stemmeboksen..