Yaqoub Ali skyder forslag ned: 'Det fortjener stor kritik'
B.T. samfundskommentator tror ikke, at regeringen kommer til at udvise flere kriminelle udlændinge. Det skyldes én formulering i regeringsgrundlaget.

B.T. samfundskommentator tror ikke, at regeringen kommer til at udvise flere kriminelle udlændinge. Det skyldes én formulering i regeringsgrundlaget.

B.T.s samfundskommentator, Yaqoub Ali, tror slet ikke på, at det kommer til at holde vand, når statsminister Mette Frederiksen (S) ved præsentationen af den nye regeringen siger, at flere kriminelle udlændinge kommer til at blive udvist.
Han har gennemlæst det nye regeringsgrundlag på 77 sider, Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre bygger deres regering på.

I bunden af side 35 står rigtig nok, at regeringen skal 'sikre, at flere kriminelle udlændinge udvises, herunder fremsætte lovforslag om en udvisningsreform'.
Men punktet slutter af med den her formulering:
'Som det fremgår af lovforslaget, vil regeringen respektere eventuelle domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.'
Og det er med den formulering, at Yaqoub Ali mener, at kæden springer.
»Regeringen har et ønske om at gøre noget ved kriminelle udlændinge, men der er nogle forhindringer, og de forhindringer har regeringen ikke tænkt sig at gøre noget ved,« siger han.
'Fortjener stor kritik'
Yaqoub Ali har derfor meget svært ved at se, at der reelt vil blive udvist flere udlændinge, end der gør nu.
»Det betyder, at der ikke kommer nogen ændring. Det bliver, som det er nu, og det synes jeg fortjener stor kritik,« siger han.
En holdning B.T.s debattør Eva Selsing er meget enig i.
Yaqoub Ali synes generelt, at udlændingepolitikken fylder for lidt i regeringsgrundlaget.
»Det er jeg ikke overrasket over, når jeg ser de partier, regeringen består af,« siger han.
Har også ros
Dog er der nogen punkter i den kommende retspolitik, han godt vil rose.
Især bider han mærke i, at regeringen vil revidere reglerne for etablering af straffesagsgæld og lønindeholdelse i sager om straffesagsgæld, så det i højere grad kan betale sig at tage en uddannelse eller at få et arbejde, når man har afsonet sin straf.
»Det er så vigtigt og glæder mig. Vi skal hjælpe dem væk fra kriminaliteten på den bedst mulige måde. Og det her vidner om, at regeringen også er seriøs omkring det,« siger han.
Følg med i, hvad den nye regering får af betydning for dig, i B.T.s liveblog HER.