KLUMME: For nylig blev den 15-årige irakiske pige Kawthar dræbt. Ifølge flere internationale medier og aktivister blev hun myrdet, fordi hun nægtede et arrangeret ægteskab med hendes fætter og forsøgte at gøre oprør mod sin families kontrol. Endnu en ung pige. Endnu et liv knust i “ærets” navn.

Efterfølgende skulle familien og de involverede have været på gaden for at “fejre” hændelsen og drabet på den blot 15-årige pige.

Sandheden er dog, at Kawthars historie ikke kun hører hjemme i Irak. Den findes også i Danmark. Måske ikke altid i samme ekstreme form, men mekanismerne, kontrollen, frygten og presset lever også her.

Piger er ganske enkelt langt mere udsatte i mange muslimske miljøer. De bliver kontrolleret mere, overvåget mere og begrænset mere. Deres seksualitet, påklædning, frihed og sociale liv bliver gjort til et spørgsmål om familiens ære. Derfor mærker de også konsekvenserne langt hårdere end mænd.

Muslimske piger bliver samtidig ramt hårdere, når de kritiserer deres bagland. De bliver stemplet som skamløse, urene og moralsk fordærvede. Deres seksualitet bliver gjort til et våben imod dem, og de bliver fremstillet som en trussel mod hele familiens ære.

Mænd kan lettere bevæge sig mellem to verdener. Mange unge muslimske mænd lever i praksislangt friere liv, end kvinderne nogensinde får lov til. De kan være ude sent, leve dobbeltliv, bryde regler og stadig blive accepteret. Men pigerne bærer familiens ære på deres skuldre.

Men hvad er årsagen til, at denne mentalitet eksisterer, og at nogle finder det berettiget at kontrollere — og i værste fald dræbe — piger, fordi de nægter at gøre, hvad familien kræver af dem?

At give religionen skylden alene vil være forsimplet. Vi må ikke undervurdere, hvor stor en rolle kulturen spiller i disse hændelser.

Det kan bedre forklares som et samspil mellem religion og kultur, der skaber denne mentalitet og dette syn på piger og kvinder.

Islams rolle er blandt andet, at kvinden reduceres til at være underlagt sin fars autoritet før ægteskabet og sin mands efter ægteskabet. Det er mændene, der træffer beslutningerne og afgør, hvad hun må og ikke må. Før ægteskabet må pigen ikke rejse uden en værge — altså sin far eller ældre bror. Efter ægteskabet kan hun i flere religiøse miljøer ikke tage en uddannelse eller et arbejde uden sin mands tilladelse.

Når mennesker gennem generationer har levet med en tro og kultur, hvor dette kvindesyn er blevet praktiseret, bliver det også lettere at føle sig berettiget til at straffe kvinder, der bryder normerne. Det kan godt være, at det i islam er forbudt at dræbe en pige som Kawthar, fordi hun nægtede at gifte sig, og at det i høj grad var æreskulturen, der dræbte hende. Men religionens rolle kan heller ikke afskrives.

Derfor er det afgørende, at vi i Danmark forstår dette samspil, og hvordan kontrol og negativ social kontrol af piger og kvinder opstår og udfolder sig. Ellers ender vi med ikke at kunne forebygge problemerne eller løse dem. For løsningen på et problem afhænger af, at vi tør beskrive problemet præcist.