Opdager tyrkerne, hvad det er for udtalelser om muslimer, Lars Hedegaard er blevet frikendt for, kan det kaste os ud i noget, der er værre end Muhammedkrisen, mener Preben Wilhjelm. Han ønsker bare at gøre mig ansvarlig, svarer Hedegaard.

Konflikten mellem Danmark og Tyrkiet om løsladelsen af Lars Hedegaards formodede attentatmand kan ryge helt ud af kontrol. Sådan lyder advarslen fra den tidligere venstresocialist Preben Wilhjelm, som er aktuel med erindringsbogen »Man kan sagtens være bagklog«. Det skriver Berlingske.

Den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard blev forud for attentatforsøget frikendt i Højesteret for udtalelser tilbage i 2009 om, at »piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.«

»Hvis tyrkerne begynder at publicere og føre kampagne på, hvad det var, Lars Hedegaard sagde, og at han senere blev frikendt for udtalelserne af den danske Højesteret, så har vi noget, der er værre end Muhammedkrisen,« siger Preben Wilhjelm.

Landsretten kendte Hedegaard skyldig i overtrædelse af racismeparagraffen, men Højesteret vurderede, at det ikke kunne bevises, at Lars Hedegaard vidste, at udtalelserne ville blive offentliggjort. Højesterets dommere var i øvrigt enige i, at udtalelserne i sig selv var strafbare.

Wilhjelm siger, at han håber, at den danske regering »holder nogenlunde lav profil og ikke kører sagen op i en spids.«

»Ellers ville jeg som tyrkisk politiker være meget fristet til at fremlægge de her udtalelser fra Lars Hedegaard som modargumentation. I Tyrkiet vil ingen bide mærke i begrundelsen for Højesterets frifindelse, når de skal til at forsvare, hvorfor de har løsladt den formodede attentatmand,« siger Preben Wilhjelm. Han understreger for god ordens skyld, at Hedegaards udtalelser på ingen måde retfærdiggør, at nogen forsøger at dræbe Lars Hedegaard. Efter attentatforsøget har Lars Hedegaard været mere eller mindre forskånet for kritik fra venstrefløjen, men Preben Wilhjelm holder sig ikke tilbage fra at kalde ham »en fej hund«.

»Det var en fuldstændigt vanvittig udtalelse, en generalisering om muslimer, der var så beskidt. Og så forsvarer han sig på den mest feje måde ved at påstå, at han ikke vidste, at udtalelserne ville blive offentliggjort. Og samtidig vil han gerne stå som ytringsfrihedens fremmeste fortaler,« siger Preben Wilhjelm.

Lars Hedegaard afviser at kommentere angrebet fra Preben Wilhjelm og henviser til, at hans sag har kørt ved tre instanser i det danske retssystem, og at han er blevet frikendt af en enig Højesteret.

»Jeg er ikke i tvivl om, at den herre gerne så en ny Muhammedkrise, som han så ville gøre mig ansvarlig for. Han ærgrer sig givetvis over, at jeg ikke blev skudt,« skriver Lars Hedegaard i en e-mail til Berlingske.

Lars Hedegaard og Preben Wilhjelm er i øvrigt enige om, at racismeparagraffen bør afskaffes.

»Hedegaard skal have lov til at sige, hvad han gør, også selv om det er noget vrøvl, og så skal han modgås af argumenter,« mener Preben Wilhjelm.