Hun var et af de største wildcards på ministerlisten, da den nye regering blev præsenteret i sidste uge.

Et navn, som ikke kommer fra et af de fire regeringspartier.

I otte år har Maria Reumert Gjerding været præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Her har hun blandt andet deltaget i forhandlingerne om den grønne trepart og lagt arm med landbruget. 

Nu er hun hentet ind udefra som SFs nye miljøminister. Men det har ikke været uden stort postyr.

Blandt andet sagde Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, at mange landmænd nok fik »kaffen galt i halsen«, da de hørte nyheden.

Nu sår formanden for lobbyorganisationen Bæredygtigt Landbrug, Jørgen Evald Jensen, tvivl om Maria Reumert Gjerdings rolle som uvildig minister.

»Det er en provokation over for landbruget, fordi Danmarks Naturfredningsforening i årevis har kørt en landbrugsbashing,« mener han.

»Hun er den største provokatør, vi har haft i årevis. Og så tager hun også kommunikationschefen fra Naturfredningsforeningen med som sin spindoktor.«

Jørgen Evald Jensen peger på flere sammenstød mellem Bæredygtigt Landbrug og Danmarks Naturfredningsforening under arbejdet med den grønne trepart.

Derfor tvivler han på, at samarbejdet bliver lettere med Maria Reumert Gjerding som minister, og kritiserer samtidig SF for at hente hende ind udefra.

»Der sidder 20 folketingsmedlemmer i SF. Jeg kan da ikke tro på, at der ikke er nogen af dem, der er kvalificeret til den ministerpost. Der har været miljøordførere, som har arbejdet med det i årevis,« siger han.

Maria Reumert Gjerding kommer jo med mange års erfaring på området fra Danmarks Naturfredningsforening. Er det ikke en styrke at få en minister med konkret erfaring?

»Sådan ser jeg det ikke. Når man skal være miljøminister, så er det for hele Danmark. Det sender et klart signal fra SFs side, når man nemt kunne have valgt en fra folketingsgruppen,« siger han.

Det er ikke usædvanligt, at regeringer henter ministre ind udefra. I den seneste regering udpegede Moderaterne eksempelvis den tidligere direktør for Dansk Energi, Lars Aagaard, til klima-, energi- og forsyningsminister.

Jørgen Evald Jensen mener dog, at kritikken ville være den samme, hvis en borgerlig regering havde udpeget en markant landbrugsprofil til minister.

»Derfor forstår jeg heller ikke den konstellation,« siger han. 

Men synes du, at det ville være lige så problematisk, hvis fortegnene var omvendt? 

»Jeg synes, at i et demokratisk system skal man primært besætte ministerposter med folk, der er demokratisk valgt til Folketinget,« siger han.

»Jeg havde ikke kunnet kritisere noget som helst, hvis hun havde stillet op og var blevet valgt ind i Folketinget. Så havde jeg ikke sagt et ord.«

B.T. har spurgt SF ind til kritikken samt, hvorfor partiet ikke valgte at udpege et af sine egne folketingsmedlemmer til posten.

Til det svarer partiets politiske ordfører, Sigurd Agersnap: 

»Danskerne får en af landets stærkeste profiler på miljøområdet som miljøminister. Maria går direkte fra at kæmpe for naturen i Danmarks Naturfredningsforening til at kæmpe for naturen som miljøminister,« skriver han til B.T.

»Der er ikke tale om, at hun har varetaget særinteresser. Tværtimod har hun kæmpet politisk for noget, som vi alle har glæde af - nemlig vores fælles natur.«

Han tilføjer, at han tror, mange danskere vil sætte pris på at få »en så kompetent minister«.

B.T. har også forelagt kritikken for Maria Reumert Gjerding og spurgt, hvordan hun vil sikre, at hun som miljøminister repræsenterer hele Danmark.

Miljøministeriet oplyser dog, at det ikke har været muligt for ministeren at besvare henvendelsen.

Over for P1 Morgen har hun imidlertid tidligere understreget, at hun er klar til dialog med landbruget.

»Min opgave er at føre regeringsgrundlaget ud i livet. Og det er ambitiøst og lægger op til nogle ret store omvæltninger. Og det er ikke, fordi vi ikke skal have et landbrug i Danmark, men det er et landbrug, der skal omstille sig,« sagde hun i sidste uge.