Ulrik Wilbek har taget hul på sit nye politiske liv som borgmester i Viborg, en post der allerede nu kan mærkes på hjemmefronten. Men håndboldlegenden vil magten, og det kræver at man engagerer sig 100 procent.
Mens januartusmørket så småt lægger sig som en dyne om rådhuset i Viborg, ligger de fleste kontorer i det fem etagers høje betonbyggeri, der huser godt og vel 1000 af kommunens 7000 medarbejdere, også stille og mørke hen. På borgmesterkontoret i det sydvestlige hjørne på 4. sal brænder lyset dog stadig.
Sådan har det været langt de fleste dage i januar, hvor arbejdsdagen som hovedregel har heddet 7.30 til 21 for nytiltrådte Ulrik Wilbek, der sikrede Venstre borgmesterkæden i domkirkebyen for første gang i næsten 30 år ved kommunalvalget sidste år.
»Der er næsten altid et morgenmøde, og så er der rigtig mange aftenarrangementer, hvor jeg holder indlæg eller repræsenterer kommunen. Men det med at klippe en snor over, fordi en Matas er åbnet, det bliver ikke mig. Det skal gerne give mening for mig selv,« siger Ulrik Wilbek.
Stort ansvar
BT møder en lettere forkølet Wilbek en sen eftermiddag på borgmesterkontoret, hvor han havde første arbejdsdag onsdag 3. januar. Han sidder roligt i stolen for enden af det store mødebord.
Stemmen er afdæmpet og figuren afslappet, stik imod den vildskab og temperament han blev kendt for at udvise på sidelinjen for håndboldherrerne og før da håndboldkvinderne. Wilbek har også grund til at være tilfreds, for borgmesterposten er kulminationen på halvandets års forberedelse og en kaotisk valgnat, hvor en snu Wilbek udmanøvrerede eks-borgmester Torsten Nielsen (K) i en konstitueringsaftale med Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Han er dog ikke meget for at trække paralleller mellem trænergerningen og sin nuværende post.
»Ansvaret er meget større, jeg er i sidste ende øverste chef for 7000 medarbejdere i kommunen, og hvis du ser på ’træner’-opgaven her, så er der 31 byrådsmedlemmer, der skal gøres tilfredse, så samarbejdet i byrådet glider,« siger Wilbek.
Mærkbart skift
Selvom han er gået målrettet efter magten og kun har siddet på posten i godt en måned, så indrømmer den tidligere håndboldlandstræner åbenhjertigt, at hans nye politiske liv indtil videre har været en større belastning for ham selv, hustruen Susanne Munk Wilbek og deres to sønner i forhold til tiden i håndboldverdenen.
»Det er der ingen tvivl om. Det er rigtig mange timer om ugen, og specielt aftenarrangementerne kan trække søm ud. Det er heller ikke sådan, at weekenderne er fri længere. Der er vielser eller 100-årige, der skal fejres. Så der er helt klart et skift. Som landstræner var der godt nok rigtig mange rejsedage og perioder i udlandet, men når jeg var hjemme, så var ’hjemme’. Der var ikke en telefon, der ringede hele tiden, eller papirer jeg skulle kigge på,« siger Ulrik Wilbek.
Omvendt er han også overrasket over den hjælp, han har til rådighed i dagligdagen.
»Det er fuldstændig sindssygt. Jeg har min egen sekretær, seks kommunaldirektører står på spring for at hjælpe, og jeg har et helt byrådssekretariat der hjælper i det daglige. Vi har lige skullet afstemme forventningerne omkring talerne, jeg vil altså skrive mine egne taler. Sekretariatet må gerne komme med noter og fakta, men jeg vil holde talen selv i min egen tone, så folk føler, at det er mig, der kommer med ordene, og ikke en embedsmand der har lagt dem i munden på mig,« siger Ulrik Wilbek med en fast mine.
Stadig bare Ulrik
At Ulrik Wilbek nu kan kalde sig borgmester har dog ikke betydet det store for ham i hverdagen i Viborg. Her er han stadig blot et kendt ansigt i byen. Alligevel fik hans kendisfaktor en betydning i valgkampen, mener han.
»Jeg har altid kunne gå i fred og ro her i Viborg. Jeg er stadig bare Ulrik. Det var mere i valgkampen, hvor jeg kunne mærke, at min person pludselig fik en betydning. Der var holdningen til mig delt: Det var enten eller. For eller imod mig som person. Jeg har da hørt den der ’Arh, han er en københavner, han skal ikke tro han kan komme her og bestemme’ eller den der med ’bare fordi han var en god håndboldmand, betyder det ikke at han kan det andet’. Men så må man jo modbevise folk,« siger Wilbek, der er opvokset i Virum nord for København, men flyttede til Viborg i slutningen af 80’erne.
Accept fra Susanne
På borgmesterkontoret på rådhuset har Ulrik Wilbek indtil videre kun sat et enkelt personligt præg. Væk er en reol bag skrivebordet, og op er kommet et mandshøjt, farverigt maleri, som den kunstinteresserede Wilbek selv har udpeget hos et lokalt galleri.
”Men det er udlånt til os, for det skal ikke hedde sig i avisernes aktindsigter, at jeg bruger løs af kommunens penge,” siger Ulrik Wilbek med et grin.
Da Wilbek i 2005 forlod kommunalpolitik for at blive træner for håndboldherrerne, var det ellers med udmeldingen om, at det var et endegyldigt farvel til politik. At han alligevel nu er tilbage som politiker skyldtes bl.a. en opfordring fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og daværende kulturminister Bertel Haarder i december 2015.
»Jeg kunne godt være fortsat som sportschef i DHF, men dels følte jeg ikke, at jeg kunne gøre nok forskel i hverdagen, og dels gik jeg direkte fra rollen som landstræner til sportschef. Det var svært for mig selv i forhold til, hvordan jeg skulle agere i det spændingsfelt, og det måtte være svært for dem, jeg blev chef for (herre- og damelandstrænerne, red.). Nu kom muligheden så næsten dumpende med opfordringen fra Lars Løkke og Bertel Haarder, og det var svært at sige nej, når de nu spurgte,« siger Ulrik Wilbek.
Alligevel skulle kandidaturet klappes af derhjemme med hustru Susanne Munk Wilbek, der er assistenttræner for Viborg HK’s håndboldkvinder.
»Min kone og jeg har altid haft det sådan, at vi selv træffer beslutningerne i sidste ende, men jeg havde selvfølgelig ikke sagt ja, hvis min kone havde sagt ’nej, ikke på vilkår’. Men jeg tror også, hun havde oplevelsen af, at jeg var nået til vejs ende i håndboldverdenen. Ambitionerne var tørret ud, og hun kender mig jo godt og ved, at når jeg går ind i noget, så er det 100 procent. Min kone har selv haft mange rejsedage med europæiske kampe, og så er det mig, der skulle styre det derhjemme, selvom jeg kom sent hjem,« siger Ulrik Wilbek.
»Vores drenge er dog blevet 18 og 15 år, så det har mest handlet om, hvornår der er mad,« tilføjer han med et smil.
Nej til landspolitik
Det er set før, at en Viborg-borgmester skifter domkirkebyen ud med Christiansborg. Søren Pape Poulsen forlod i august 2014 borgmesterjobbet i kommunen for at blive konservativ leder og senere justitsminister i VLAK-regeringen. Men Ulrik Wilbek afviser, at han kunne finde på at lave tilsvarende spring. Så havde han allerede gjort det, fortæller han.
»Jeg er flere gange blevet tilbudt en opstillingskreds til folketinget, men jeg har takket nej hver gang,« siger Ulrik Wilbek.
De politiske ambitioner rækker ikke videre end kommunegrænsen, fortæller han.
»Det er Viborg Kommune, jeg repræsenterer og gerne vil arbejde for. Jeg har boet i Viborg gennem 30 år, og jeg holder meget af byen og området. Jeg har svært ved at se mig selv i landspolitik. Jeg tror, at jeg kan gøre en større forskel lokalt, end jeg ville kunne på Christiansborg. Det er bare nemmere at være kommunalpolitiker og skabe resultater end at være landspolitiker,« siger Ulrik Wilbek.
